Når Jakob Sievers står ved grænseovergangen i Kruså, kan han se sin kærestes hus nogle få hundrede meter på den tyske side.
Men besøger han hende mere end én gang om måneden og bliver opdaget, så er han bekymret for at blive straffet økonomisk og miste en tredjedel af sin kontanthjælp i 20 uger. Jakob Sievers er nemlig på kontanthjælp, og ifølge aktivloven er det kun tilladt med korte besøg i udlandet én gang per måned.
- Det er en bizar situation. Jeg føler vrede, frustration, og at jeg er mindre værd. Loven er en umyndiggørelse af mig som person. Andre har lov til at se venner og bekendte på tværs af grænsen, men jeg må ikke, siger han.
DR har også talt med en anden sønderjysk kontanthjælpsmodtager, som også er bekymret for at blive trukket i kontanthjælp, hvis hun besøger sin datter og barnebarn, der bor i Tyskland ikke langt fra grænsen.
Professorer: Dansk lov følger ikke EU-traktaten
Men den danske lov er problematisk i forhold til EU-traktater og -lovgivning.
Sådan lyder vurderingen fra to juraprofessorer: Kirsten Ketcher og Catherine Jacqueson fra Københavns Universitet og lektor i EU-ret Graham Butler fra Aarhus Universitet.
De peger på, at EU-traktaten som udgangspunkt giver unionsborgere mulighed for at færdes frit. Samtidig er det et problem, at Danmark reelt forhindrer ledige i at bruge penge i EU ved at grænsehandle.
- Det er en ret klar overtrædelse af de grundlæggende rettigheder i EU. Det er ulovligt af flere grunde, siger Kirsten Ketcher.
Jakob skal spørge kommunen, inden han ser sin kæreste
Jakob Sievers og kæresten i Tyskland holder af at være spontane i naturen, sove i telt og lave bål i skovene. Han er frustreret over, at han ifølge loven to dage i forvejen skal fortælle kommunen, at han vil besøge kæresten og kun må gøre det én gang om måneden.
- Hvis jeg skal sove i telt med min kæreste i Tyskland, så mener jeg ikke, at det er noget, som jeg bør have tilladelse til fra den danske stat. Kontanthjælpsmodtagere er ikke dovne og uduelige.
- Det er mennesker, som er endt på kontanthjælp af forskellige årsager. Jeg er endt her på grund af stress og angst – ikke fordi jeg har været doven, men fordi jeg har arbejdet mig selv halvt ihjel.
Jakob Sievers forstår ikke, hvorfor det skal være ulovligt ofte at rejse 30 kilometer for at se sin kæreste i Tyskland. Boede kæresten 30 kilometer væk, men bare i Danmark, ville det være lovligt at se hende hele tiden.
EU skal undersøge om dansk lov er ulovlig
I Europa-Parlamentet vil Enhedslisten bede kommissionen se på, om Danmark bryder EU-traktater og -lovgivning.
- Det er dybt godnat. Det er en klapjagt på ledige, som bør høre op. Jeg vil rejse sagen over for EU-Kommissionen for at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Hvis de groteske regler i Danmark er i strid med EU-reglerne, bør de ændres, siger Nikolaj Villumsen.
Gruppeformanden for Venstre i Europa-Parlamentet er heller ikke begejstret for loven, der økonomisk straffer ledige, som krydser grænsen for at shoppe eller besøge deres nærmeste.
- Det lyder hul i hovedet og ufornuftigt. Der er ikke sammenhæng mellem, hvad folk foretager sig, og den straf de får. Der er noget galt med lovgivningen. Det er en oplagt sag at få afklaret hos EU-Kommissionen, mener Morten Løkkegaard.
Når Enhedslisten og Venstre har bedt kommissionen om at se på loven, så kan Danmark blive bedt om at ændre og rette på den danske lovgivning, hvis den ikke lever op til EU-reglerne, fortæller Graham Butler, der er lektor i EU-ret på Aarhus Universitet.
Retter Danmark sig ikke efter EU-Kommissionen, så kan det i sidste ende blive en sag for EU-Domstolen, hvis det nogensinde kommer så langt, forklarer professoren.
I Folketinget vil både SF og Moderaterne have den danske lov gransket og ændret.
Ombudsmanden er samtidig gået ind i sagen og spurgt til, hvordan ministeriet forstår loven.
Beskæftigelsesministeriet skriver kortfattet til DR Nyheder, at man er ved at "udbore sagen og eventuelle problematikker".
Hverken fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) eller tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har ønsket at deltage i et interview.