Skal jeg på arbejde, kan jeg købe ind - og en stribe andre spørgsmål: Her er eksperternes svar

De nye tiltag fra regeringen kommer til at ramme de fleste danskere, men hvad skal du gøre?

Folk er på indkøb og der er tomme hylder i Netto i Ringsted efter statsministerens pressemøde omkring virus og Covid-19, onsdag den 11. marts 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Myndighederne har netop præsenteret en række tiltag, der skal dæmme op for coronavirusset og sikre, at smitten spredes langsommere i Danmark.

Det betyder blandt andet, at skoler og daginstitutioner lukker, og at offentligt ansatte bliver sendt hjem. Men hvad betyder det for dig? Få svar på nogle af de spørgsmål her fra både de eksperter, der svarede på spørgsmål på dr.dk, fra myndigheder og fra statsministeren.

1

Skal jeg tage på arbejde i morgen?

Alle offentligt ansatte, som ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fra på fredag og to uger frem. Er du privat ansat, må du afvente besked fra din arbejdsgiver.

- Du kan ikke selv beslutte, at du ikke møder på arbejde. Det er din arbejdsgiver, der beslutter, hvem der skal møde på arbejde, så du må afvente en udmelding fra din ledelse, siger Rikke Agervig Helles, teamchef og advokat i Ledernes Hovedorganisation.

2

Kan jeg få mine børn passet i morgen?

Ja, men fra mandag lukker alle daginstitutioner i 14 dage, og myndighederne anbefaler, at man også i de kommende to dage holder sine børn hjemme.

Der vil blive etableret nødpasning for dem, der ikke har andre muligheder.

- Skoler og institutioner vil blive holdt åben til de forældre, der ikke kan finde andre løsninger og vil også blive holdt åben til børn af de forældre, der ikke kan finde en løsning, og som varetager en af de kritiske funktioner i vores samfund, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

3

Skal jeg i skole eller på studiet i morgen?

Elever og studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser sendes hjem. Uddannelsesinstitutionerne lukker på fredag, men statsministeren opfordrer studerende til allerede at blive hjemme fra nu.

Visse institutioner vil blive holdt åbne for forældre, der ikke kan finde anden løsning, og for forældre, der varetager kritiske hverv og ikke kan finde anden løsning.

4

Kan jeg købe ind?

Ja, det kan du. Der er ikke noget i myndighedernes tiltag, som peger på, at supermarkeder og indkøbscentre skal lukke ned.

Der er også varer nok - så længe, vi ikke hamstrer.

- Derfor opfordrer Salling Group, Coop, Dagrofa og Rema 1000 kunderne til at købe ind som de plejer. Så vil der være nok til alle, lyder det i en fælles pressemeddelelse.

Rigspolitiets kommunikationsdirektør stemmer i:

- Der er ingen grund til at hamstre. Der er ikke fødevaremangel, og politiet og de øvrige myndigheder tager via NOST (Den Nationale Operative Stab, red.) hånd om forsyningssikkerheden, skriver kommunikationsdirektør Anders Frandsen på Twitter.

5

Kan jeg rejse med offentlig transport?

Ja, det kan du, men du skal være opmærksom.

- Regeringen har opfordret trafikselskaberne til at øge deres kapacitet, så passagererne kan have større afstand til hinanden, ligesom de har opfordret os danskere til at begrænse vores brug af kollektiv trafik, specielt i myldretiden, siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.

6

Skal man også aflyse arrangementer med 20-30 deltagere?

- På nuværende tidspunkt anbefales det at aflyse arrangementer med flere end 100 deltagere, men der vil også være en risiko ved mindre forsamlinger, især hvis der er særligt sårbare blandt deltagerne. Så overvej, om det kan udskydes, siger Merete Storgaard, der er overlæge på Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital.

7

Skal jeg tage ud at rejse?

Man skal følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger, der peger på flere områder, som man skal holde sig fuldstændig fra. Men generelt lyder svaret:

- Tænk jer virkelig, virkelig godt om, hvis I vil ud at rejse over de næste uger og måneder, siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice.

For nogle danskere gælder der specielle anbefalinger.

- Vi kommer med en særlig opfordring i dag til de grupper af borgere, som er særligt udsatte på deres egen sundhed, og vi siger: I skal nok ikke rejse. I skal simpelthen passe på jer selv, siger han.

8

Må man tage i fitnesscenter?

- Lad være med det.

Så kort er svaret fra Merete Storgaard, der er overlæge, infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital.

9

Må man tage på biblioteket?

Nej, bibliotekerne lukker nu og de næste 14 dage.

Det samme gør alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud med videre. Det sagde statsministeren på pressemødet.

10

Hvad vil der ske efter de 14 dage?

- Formålet med de mange nye tiltag er at bremse udbruddet. Vi må derfor følge udviklingen tæt. Lige nu skal vi alle følge myndighederne anbefalinger, så det samlet set kan have den størst mulige effekt, siger Merete Storgaard, der er overlæge på Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital.

11

Skal jeg gå i panik nu?

Nej.

- Lad nu være med at gå i panik. Vi har lært af det, der er sket i Italien. Vi er ikke så slemt tilredt som dem, siger Jan Pravsgaard Christensen, som er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

Også DR's sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, maner til ro.

- 514 smittede i Danmark er ingen endnu, vi regner med 580.000. Og vi har ikke set døde endnu, men det kommer.

- Når de første døde kommer; Lad nu være at gå i selvsving - der er intet overraskende og ingen panik over det, siger han.