Skat giver oplysninger om 1.700 Uber-chauffører til politiet

Skat har efterkommet et krav fra politiet om udlevering af navn, adresse og cpr-numre på Uber-chauffører.

Skat har overgivet navne, adresser og cpr-numre på 1.700 chauffører fra kørselstjenesten Uber til politiet, skriver Jyllands-Posten.

Skat modtog i efteråret op mod 2.000 navne fra de hollandske skattemyndigheder for at finde ud af, hvem chaufførerne var, og hvor meget de tjente på at køre Uber, og 1.700 navne er identificeret.

Presseafdelingen i Skat oplyser i en mail til avisen, at man har efterkommet en anmodning fra politiet om at udlevere Uber-oplysningerne.

Ifølge Skat er der tale om adresser og personnumre på de chauffører, der har bopæl i Danmark.

Kørselstjenestens talsmand i Danmark, Oliver Carra, meddeler avisen, at han mener, at det fremover bør være obligatorisk for virksomhederne at dele oplysningerne med Skat.

- Det vil medføre, at deleøkonomien i Danmark kan vokse under ordnede vilkår, som kommer det danske samfund til gode, lyder det fra Oliver Carra.

/ritzau/

Facebook
Twitter