Skat tog imod i Københavns Lufthavn

Skat og Arbejdsdirektoratet var i dag i lufthavnen for at tage imod passagerer. Ikke alle og enhver, men personer, som de mistænker for at begå socialt bedrageri.

(© DR)

Beskæftigelsesministeriet og Skat var i dag på razzia i Københavns Lufthavn.

Her blev rejsende, der vendte tilbage til Danmark fra ferie i Sarajevo i Bosnien, Istanbul og Antalya i Tyrkiet og Chicago i USA, blandt andet tjekket for, om de havde opholdt sig i udlandet, samtidig med at de modtager sociale ydelser som kontanthjælp, dagpenge eller sygedagpenge. Det må man i princippet ikke.

Kontorchef i Arbejdsdirektoratet, Peter Hove, siger til DR Nyheder, at dagens aktion var meget succesfuld.

25 uden rent mel i posen

- I samarbejde med Skat kontrollerede vi i alt 120 personer, og ud af dem var der 25, som ikke havde rent mel i posen, siger Peter Hove.

Han fortæller, at det overvejende drejer sig om mennesker, som officielt modtager arbejdsløshedsdagpenge eller er på kontanthjælp, og det omfatter både kvinder og mænd, unge såvel som ældre.

- Sager om kontanthjælpsmodtagere bliver sendt til de pågældende kommuner, mens det er a-kasserne, som skal tage stilling til snyd med dagpenge, siger Peter Hove.

Kommuner og a-kasser kan kræve, at de uretmæssigt udbetale penge bliver betalt tilbage og måske mister snyderne retten til dagpenge for en periode. Oven i kan de forvente en bøde, da det drejer sig om bedrageri.

Beskæftigelsesministeriet og Skat vil fremover foretage lignende razziaer hver måned, oplyser Peter Hove.

Facebook
Twitter