Opdateret 11.43. Artiklen er opdateret med svar fra skatteminister Jeppe Bruus.
Aalborg Kongres & Kultur Center danner denne weekend rammen om Socialdemokratiets årsmøde. Men det er ikke lutter glade socialdemokrater, der møder op.
Nogle kredsformænd er nemlig meget skeptiske overfor regeringens plan om yderligere skattelettelser. Selvom det ikke er på det officielle program, regner flere af dem, DR har snakket med, at det kommer til at fylde i snakken ved kaffen og på gangene. Og at det måske vil blive påtalt fra talerstolen.
En af de kritiske røster er Frits Sørensen, der er er kredsformand i Brønderslev. Han er faktisk klar til at forlade partiet.
- Hvis det er skattelettelser til de rige på Strandvejen, så har Socialdemokratiet et medlem mindre, siger han.
- Vores samfund er nærmest i knæ inden for socialområdet. Kommuner og regioner skal spare og spare for at få økonomien til at hænge sammen. Så jeg er stor modstander af skattelettelser, siger Frits Sørensen.
Og det er især besparelserne i kommuner og regioner, der ifølge flere kredsformænd harmonerer dårligt med skattelettelser på Christiansborg. For hvorfor ikke sende ekstra penge til velfærd?
Pengene kunne nemlig godt bruges anderledes, mener Mariagerfjord-kredsens formand, Tommy Sørensen, og henviser til kommunernes pressede budgetter.
- I min egen kommune kan jeg se, at de er inde og skære i velfærdsområder for at få enderne til at hænge sammen, så synes jeg ikke, det er tid til at tale skattelettelser, siger han.
Nødvendighed for samarbejde
Snakken fylder i det gamle arbejderparti. Og baglandet lægger sig i kølvandet på både fagforeninger, borgmestre og regionsrådsformænd, der har diskuteret skattelettelser på det seneste.
I Aarhus Øst er Arne Teglggard kredsformand. Han er også imod skattelettelserne. Men regeringssamarbejdet kan gøre det nødvendigt.
- Jeg er godt klar over, at Mette Frederiksen er i en svær situation. Hun er nødt til at tage hensyn til de andre regeringspartnere, siger han.
Derfor kan han potentielt godt være med på skattelettelser, hvis de bliver gjort på rigtige måde.
- De steder, hvor det giver mening, kan jeg godt være med til det. Men at sænke arveafgiften eller selskabsskatter synes jeg ikke, vi skal gøre nu, siger Arne Teglgaard.
Sådan ser Erling Andersen, der er formand for Socialdemokratiet i Ballerup, også på det.
- Det er ikke en idé, der er groet i vores baghave. Men det er en nødvendig omkostning ved at være i et regeringssamarbejde, som vi bakker op om.
- Der er en af betingelserne, at vi må give og tage. Og her er det en situation, hvor vi må give noget til de andre regeringspartier, siger han.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) savner flere nuancer i debatten om velfærd eller skattelettelser.
- Der er behov for nogle nuancer i den her debat, fordi mens vi til næste år løfter kommunernes budgetter og bruger penge på velfærd, så er der stort set ingen penge til skattelettelser, siger han.
Samtidig er der ifølge ministeren stadig fokus på velfærd i fremtiden.
- Til næste år kommer vi til at prioritere velfærd, og vi kommer til at prioritere velfærd fremadrettet, siger han.
Socialdemokratiets formand og statsminister Mette Frederiksen holder tale lørdag. Den kan du følge på DRTV og dr.dk.
På dr.dk kan du også stille spørgsmål til Kasper Sand Kjær, næstformand for Europaudvalget og udlændinge- og integrationsordfører i Socialdemokratiet. Det er fra klokken 17.30 lørdag.