Det tager 38 minutter at køre fra Limfjords-halvøen Thyholm til rådhuset i Holstebro.
Og det er alt for langt, mener flere borgere på Thyholm.
I dag hører de til Struer Kommune og har 21 minutter til rådhuset. Og det vil blandt andre Esther Jakobsen gerne blive ved med.
- I Struer møder vi jo vores lokalpolitikere en gang imellem, og vi lige kan tage fat på dem, siger hun.
Esther Jakobsen er kasserer i Hvidbjerg- og Omegns Borgerforening og tidligere medlem af regionsrådet for Fælleslisten.
Hun er yderst skeptisk over for byrådspolitikerne i både Struer og Holstebro, der har besluttet, at kommunernes borgere skal stemme om en sammenlægning.
- Alting skal centraliseres. Men der er ikke bevis for, at det altid er godt, siger Esther Jakobsen.
Frygter at blive yderområde til et yderområde
Esther Jakobsen frygter, at Thyholm, der var en selvstændig kommune indtil strukturreformen i 2007, vil blive glemt, hvis byrådet for fremtiden skal holde til i Holstebro og ikke i Struer.
- Er vi yderområde nu, så bliver vi endnu mere yderområde. Struer vil få samme status, som vi har nu, og vi vil rykke en tand længere ud, siger hun.
Konkret frygter hun, at en kommune med hovedsæde i Holstebro vil miste interessen for halvøens havn og mødested i midten af byen Hvidbjerg.
En analyse fra Kommunernes og Regionernes Forsknings- og Analyseinstitut peger på, at Struer og Holstebro kommuner ved en sammenlægning vil kunne spare 30 millioner kroner om året på administrationen.