Skifter strategi igen: Smitteopsporingen har ikke været effektiv nok

Nu skal alle coronasmittede ringes op.

Sebastian fra Forsvaret sidder klar i enheden for kontaktopsporing. (© (c) DR)

Smitteopsporingen har ikke været effektiv nok. Derfor skifter Styrelsen for Patientsikkerhed nu strategi.

- I stedet for at de smittede kommer til os, kommer vi nu til dem.

Sådan lyder det fra direktør Anette Lykke Petri.

Alle nysmittede vil fremover blive kontaktet med tilbud om hjælp og rådgivning til at identificere nære kontakter og mulige smittekæder.

- Der skal skrues op for smitteopsporing. Indtil nu sad vi og ventede på, at de smittede kontaktede os. Nu vender vi det på hovedet.

Skulle man ikke have gjort det fra start af?

- Man kan altid diskutere, om man skulle have gjort noget andet. Man har ønsket en frivillig model. Men i takt med at samfundet åbner, skal vi være mere proaktive, siger hun.

Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Strategien er ikke ukendt.

Før Danmark lukkede ned den 11. marts og skiftede fra en inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi, kontaktede Styrelsen for Patientsikkerhed alle bekræftede smittede med henblik på at teste og isolere nære kontakter for at bryde nye smittekæder.

Nu vender man altså tilbage til en lignende strategi.

- Nu vil vi indhente oplysninger fra Statens Serum Institut og hver dag tage listen over smittede fra en ende af, siger Anette Lykke Petri.

Hotline havde kun kontakt til en ud af ti

Det er ellers kun en måned siden, myndighederne fremlagde en ny "offensiv" strategi for test og kontaktopsporing. Nu skulle smittede selv opspore og advare sine nære kontakter, og en ny corona-hotline skulle hjælpe med det.

Men ifølge nye tal fra Rigspolitiet har man kun været i kontakt med en ud af ti nysmittede.

- Det virker ikke effektivt nok, siger Søren Riis Paludan, professor i virologi ved Aarhus Universitet.

Siden den 14. maj har corona-hotlinen været i kontakt med 128 smittede.

Det viser tal fra Rigspolitiet. I samme periode er 1.176 blevet registreret positive med corona. Det svarer til 10,8 procent af alle nysmittede.

- Ti procent lyder lavt, siger Lars Østergaard, professor og ledende overlæge, Aarhus Universitet.

Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri erkender, at det har været for vanskeligt at smitteopspore ved at afvente at nysmittede selv tager kontakt.

- Det er et alt for lille tal, og det er ikke tilstrækkeligt, siger hun.

- Selvom det går godt med smittetallene, så er det bedre at have fuldstændig kontakt og styr på alle positive, så vi sikrer, at alle kan få hjælp til smitteopsporing, siger hun.

Eksperter: Opsøgende strategi er mere effektiv

Og det er nødvendigt, at myndighederne er mere opsøgende. Det mener professor Lars Østergaard.

- I princippet ved vi ikke, hvor mange der har gjort det af frivillighedens vej. Og vi kender ikke kvaliteten af den smitteopsporing, hos dem som har lavet den selv, siger han.

Derfor er det bedre, at myndighederne nu vælger en opsøgende strategi og ringer direkte til alle nysmittede i stedet for at vente ved telefonen, mener Lars Østergaard.

- Vi ved fra andre infektionstyper, at det altså er mere effektivt, hvis man får rådgivning og hjælp til smitteopsporing, siger han.

Indtil videre er det muligt for alle danskere at bestille tid til test, og det er en god ide at målrette det endnu mere, vurderer Lars Østergaard.

- En af de vigtigste ting nu er at få lavet en god og effektiv opsporing af kontakter til dem, som allerede har vist sig at være smittede, siger han.

- Der er større gevinst ved at teste dem, siger Lars Østergaard.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed ønsker man at være bedre forberedt, hvis der kommer nye større smittekæder.

- Vi håber med den nye model, at vi kan bringe ny viden på banen og tidligere blive opmærksom på, hvis der er en større smittekæde i gang, fortæller direktør Anette Lykke Petri.

Facebook
Twitter