Skilsmissemanual skal sikre ensartede afgørelser

26 dommere har lavet en ny manual i skilsmissesager, hvor der er kamp om børnene.

Dommerne vil med en ny manual sikre, at tunge skilsmisser med store konflikter bliver behandlet på samme måde i hele landet. (Foto: © Rune Evensen, Scanpix)

Efter halvandet års diskret arbejde har 26 byrets- og landsretsdommere lavet en ny manual til retterne om, hvordan tunge skilsmissesager, hvor forældrene slås om børnene, skal behandles.

Det sker efter lang tids kritik af forskellige behandling fra landsdel til landsdel, skriver Politiken.

Ifølge Mikael Sjöberg, formand for Dommerforeningen, er kritikken berettiget.

Dommernes ensretning af retspraksis skal fungere under det nye udspil for skilsmisseregler, der ventes at blive offentliggjort af børne- og socialminister Mai Mercado (K). At de to ting kommer samme dag er ifølge Mikael Sjöberg helt tilfældigt.

- Vi har arbejdet på den i et par år. Men med manualen viser vi nu over for politikerne, at vi mener, at domstolene er de primære til at løse konflikterne ved skilsmisser, siger Sjöberg.

Den nye manual giver domstolene mulighed for i samarbejde med forældre, rådgivere og eventuelle børnesagkyndige at vælge mellem fire skilsmissemodeller, der er afstemt efter konfliktniveauet hos forældrene.

Modellerne strækker sig fra det personlige møde og den gode snak mellem tidligere ægtefæller, der er enige om vilkår og betingelser, til de hurtige afgørelser i de sager, hvor parterne er så åbenlyst uenige, at det ikke giver mening at bruge mere tid på sagen.

/ritzau/