Skituristen Jack var med til at bringe corona til Danmark

Nye undersøgelser tyder på, at helt op mod 70 procent af smitten i Danmark i starten af coronakrisen kan stamme fra skisportsområdet Ischgl.

Forestil dig, at tandpastaen smager af røget makrel. Og juicen af spaghetti bolognese.

Det var hverdagskost - om man så må sige - for 57-årige Jack Eriksson tilbage i marts måned.

Han blev som en af de første herhjemme en del af den danske covid-19-statistik.

Han er vel nærmest det, man kan kalde et klassisk eksempel på en coronapatient. Han havde i hvert fald alle de gængse symptomer, som vi hurtigt lærte at kende, dengang vi pludselig alle blev dus med en virus ved navn corona:

  • Høj feber og tør hoste? Tjek

  • Vejrtrækningsproblemer? Tjek

  • Positiv coronatest? Tjek

  • Indlæggelse på isolationsstue? Tjek

  • Senfølger i form af problemer med smags- og lugtesans? Tjek

Og så har Jack Eriksson ovenikøbet den tvivlsomme ære, at han er en af dem, der har været med til at bringe corona til Danmark.

Nye undersøgelser peger i retning af, at hovedparten af den smitte, der kom ind i Danmark i starten af coronakrisen, stammer fra Ischgl-området i Østrig.

Et forskerhold fra Københavns Universitet med matematikprofessor Matthias Christandl i spidsen har foretaget en genetisk analyse af ca. 750 prøver fra de første danske coronasmittede. Resultatet viser, at hovedparten - og måske helt op mod 70 procent - kan stamme fra det populære skisportssted i den østrigske delstat Tyrol.

Jack Eriksson var netop i Ischgl i slutningen af februar. Den 57-årige selvstændige erhvervsdrivende var sammen med seks forretningsforbindelser på fire dages skiferie i den østrigske alpeby.

Byen har tidligere haft tilnavnet Alpernes Ibiza, fordi det er et sted, man både står på ski, men også i den grad fester til afterski. Nu har området fået et knapt så flatterende omdømme. Der tales nemlig om, at området har været en slags epicenter for en række tilfælde af corona.

Og samtlige syv mænd i Jack Erikssons rejsefølge endte da også med at tage det frygtede virus med sig hjem.

Smitter seks personer på én aften

Jack Eriksson kommer hjem til Danmark lørdag den 29. februar og bliver hentet i lufthavnen af sin datter Marie og sin kone Pernille. De bliver de to første, Jack smitter. Sammen tager familien til middag hos Jacks søster og hendes mand, hvor også Jacks nevø og dennes kæreste er med. De bliver de næste fire, Jack smitter.

Den 57-årige familiefar aner nemlig ikke, at han er smittet. Først om søndagen begynder han at føle sig sløj. Mandag tager han dog på arbejde, hvor han når at smitte tre medarbejdere, før han går hjem over middag med feber. Først tirsdag bliver Jack Eriksson for alvor ramt. Han har høj feber, tiltagende hovedpine og hoster.

Jack Eriksson og hans kone Pernille Heegaard fortæller deres historie om at være nogle af de første i den danske coronastatistik i DR-dokumentaren 'Alpebyen der lukkede Danmark'. Dokumentaren viser, hvordan skituristen Jack får smittet mindst ni personer, hvoraf flere af dem igen smitter videre.

Landelisten afgør corona-tvivl

De første dage, hvor Jack føler sig sløj, slår Pernille Heegaard det hen med, at man måske ikke kan tåle ski og ikke mindst afterski fire dage i træk i Jacks alder. Så begynder hun at tænke i influenza-tanker. Og hun når også at overveje bronkitis og meningitis, før hun torsdag og fredag, en lille uges tid efter Jacks hjemkomst forsøger at få lægehjælp til sin syge mand. Hun begynder så småt at tænke, om han kan have "det der corona".

På det tidspunkt er det dog sådan, at læger og andet sundhedspersonale henholder sig til den såkaldte landeliste, når de skal vurdere, hvem der kan være ramt af coronavirus og derfor blive testet.

I begyndelsen af marts er kun Kina og visse regioner i Italien, når vi taler europæiske lande, på de danske myndigheders risikoområder. Og fordi Jack Eriksson har været på skiferie i Østrig, kan hverken han eller hans rejsefæller, som også alle viser sygdomssymptomer, blive testet.

Det frustrerer Pernille Heegaard. Hun føler, at hun bliver afvist, når hun forsøger at søge hjælp. Samtidig er hun meget bekymret for sin syge mand, som normalt ikke er pjevset.

Først en uge efter Jack Eriksson har fået de første tegn på sygdom, får Pernille Heegaard følelsen af, at hun bliver hørt.

Søndag formiddag får hun tilsendt en artikel fra en sydtysk avis fra en af de andre fra hendes mands rejsegruppe. I artiklen efterlyses gæster fra en specifik bar i Ischgl på grund af et udbrud af corona på stedet. Det er lige præcis på baren Kitzloch, hvor Jack og hans skikammerater var to ud af de fire dage.

På det tidspunkt er Pernille Heegaard også selv begyndt at få symptomer. Hun har feber og ubehag i kroppen. Hun beskriver, hvordan hun føler, at hendes hud ikke er hendes egen. Hendes fingre kramper, og det virker som om, hun har sendt dem til rens og fået nogle forkerte tilbage.

Hun ringer til Region Hovedstadens akuttelefon og ved med sig selv på forhånd, at hun denne gang ikke vil lade sig spise af med forklaringen om, at hendes mand ikke kan have corona, fordi han ikke har været i Kina eller Italien.

Hun siger direkte til lægen i den anden ende, at hun ikke længere tør tage ansvaret for sin mand. Dér bliver det aftalt, at Jack Eriksson skal indlægges, og han bliver hentet af en ambulance.

Så går alvoren op for Pernille Heegaard:

For første gang i en uge fyldt med sygdom føler Pernille Heegaard, at hun og hendes mand bliver taget alvorligt. Mandag bliver hun da også ringet op, at Jack har corona.

Samme dag bliver Ischgl sat på listen over områder, som myndighederne herhjemme fraråder rejser til. Det sker fem dage efter, at Island faktisk allerede har advaret om en øget risiko i det populære skisportsområde i Østrig.

Med Ischgl på risikolisten kan hjemvendte skiturister fra den østrigske alpeby og deres pårørende nu blive testet. Og det bliver Pernille og hendes datter samme dag. Beskeden er, at de begge er smittet, dog slipper de med væsentlig mildere symptomer.

Jack Eriksson og hans kone og datter bliver dermed medlem af en lille lukket klub. Mandag den 9. marts er der nemlig kun konstateret 90 smittetilfælde i Danmark.

På hospitalet ligger Jack Eriksson i isolation. Med drop og ilt fordi han har trykken for brystet og vejrtrækningsproblemer. Han får konstateret lungeproblemer, og hans infektionstal bliver ved med at stige. Feberen holder ved, og det samme gør hovedpinen, som han beskriver som en stålhandske, der klemmer omkring hovedet.

Jack Eriksson føler ikke, at der er nogen, der kan give ham svar på, hvad der sker. Det danske sundhedsvæsen har på dette tidspunkt ikke den store erfaring med covid-patienter. Den 8. marts, hvor Jack Eriksson kommer på hospitalet, er der ifølge tal fra Statens Serum Institut til dato kun registreret i alt 10 indlagte.

Havde ikke overlevet hjemme

Mens Jack er indlagt, sidder en fortvivlet Pernille Heegaard i isolation hjemme i lejligheden.

Hun kan høre på sin mand, når de taler kort sammen hver dag, at han bliver mere og mere opgivende. At han mister troen på det hele, og der kommer en ligegyldighed i hans stemme. Det bekymrer hende, og hun er frustreret over, at hun ikke kan være hos sin meget syge mand.

Pernille Heegaard er nemlig ikke i tvivl om, at hvis Jack ikke var kommet på hospitalet, så havde han ikke overlevet. For så havde han hverken fået ilt eller den rette behandling.

Efter ti dages tid kan hun dog mærke, at hendes mands tilstand bliver bedre. Han brokker sig over, at maden smager ad h til, fordi hans smagsløg er påvirkede. At der er overskud til utilfredshed, tolker hun som gode tegn.

Og pludselig en aften ringer han og fortæller, at det går bedre, og at han gerne vil hjem. Næste dags opkald kommer fra en forpustet Jack, der efter 12 dage på hospitalet er på vej hjem - på gåben.

Han må selv kæmpe sig op af trapperne til lejligheden på fjerde sal. Hans kone eller datter er nemlig fortsat isolerede, så de må ikke gå ud og tage imod deres mand og far, som er ti kilo lettere end før skiferien, med en anderledes stemme og bleg og stakåndet.

Smagsforvirringen i bedring

Efter en lang og sej kamp med genoptræning er Jack nu på vej tilbage. Han har genvundet en del af sin fysiske styrke, men han døjer fortsat med træthed.

Lungekapaciteten er stadig heller ikke i top. Det viser målinger på hospitalet.

Det går bedre med smags- og lugtesansen. Der er ikke på samme måde forvirring, hvor ting smager af noget helt andet end forventet.

Heldigvis smager juice igen af frugt, og tandpastaen giver fornemmelse af frisk mund.

Dog er visse smagsnuancer fortsat væk. For eksempel svinekød.

Så når menuen står på flæskesteg eller frikadeller, smager det mest af alt af luftsteg og vindfrikadeller for Jack Eriksson, en af de første coronasmittede i Danmark.

Facebook
Twitter