Skole dropper lektier og hæver snittet

HF-uddannelsen på Tønder Gymnasium har gode erfaringer med lektiefri uddannelse.

HF-uddannelsen på Tønder Gymnasium har gode erfaringer med lektiefri uddannelse. Lektierne bliver lavet på skolen. Samtidig er karaktergennemsnittet hævet med 1,1. (Foto: © Holger Madsen- DR Syd)

I to år har elever på Tønder Gymnasiums hf-uddannelse stort set ikke haft lektier for. Det har overraskende øget karaktergennemsnittet på hf-linjen og mindsket fraværet og frafaldet voldsomt. Det skriver JydskeVestkysten.

- Vi er gået fra en gennemførelsesprocent på 70 procent på hf-uddannelsen til en gennemførelse på 88 procent.

- Og samtidig er karaktergennemsnittet øget med 1,1. Det ser virkelig ud til, at det her virker, siger rektor Jens Gade.

Holder foredrag om erfaringerne

Det er så opsigtsvækkende, at et par af gymnasiets lærere nu holder foredrag på andre ungdomsuddannelser om erfaringerne fra Tønder. Hele ideen er at give eleverne flere sejre end nederlag.

- Vi ved jo, at eleverne er tilbøjelige til at blive væk, når de ikke har lavet lektier. Nu siger vi i stedet, at lektierne bliver lavet her. - Skoledagen er en hel arbejdsdag, hvor de til gengæld kan gå hjem med rank ryg og god samvittighed, forklarer Jens Gade.

Som at have et job

Eleverne får at vide, at uddannelsen er ligesom at passe et job. Og hvis de ikke møder på jobbet, bliver de fyret.

Uddannelsesleder Ole Kamp Hansen har stået for den lektiefri uddannelse på Tønder Gymnasium og Hf. Han mener, modellen vil brede sig.

- Der er ingen tvivl om, at der er et skred i gang i forhold til at bruge lektier som et uddannelsesredskab. - Det gavner ingen, hvis man sidder derhjemme alene og ikke kan finde ud af det. - Den slags giver bare nederlag, siger Ole Kamp Hansen.

Til gengæld møder alle elever velforberedte og på samme niveau hver dag, tilføjer han.