Skole i Brøndby 'kræver' negativ PCR-test: 'Mine børn kommer så ikke'

Forældre i kommune med høj smitte undrer sig over, at lyntest er god nok til coronapasset, men ikke til skoleporten.

(ARKIV) Brøndby Strand Skole har 1.064 elever. Det er eleverne uden for skolens testspor - 0. til 4. klasse - der skal have en negativ PCR-test med hjemmefra. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Efter høje smittetal kæmper man i Brøndby Kommune for at undgå en større nedlukning af hele kommunen.

Blandt andet har der været et smitteudbrud på Brøndby Strand Skole, hvor eleverne her til morgen skal have en negativ PCR-test for få adgang til klasselokalet.

- Mine børn kommer så ikke i skole. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at køre land og rige rundt for at få testet mine børn i weekenden, siger Susan Lacuhr Nissen.

Susan Lacuhr Nissen har ikke haft mulighed for at få sine børn PCR-testet i weekenden. (Foto: PRIVATFOTO)

Hun er mor til fire børn, hvoraf de to går på Brøndby Strand Skole.

I fredags varslede kommunen på sin hjemmeside, at der nu stilles krav om, at elever og lærere på skolen kun må møde frem, hvis de kan fremvise en negativ PCR-test.

Det sker i kølvandet på et incidenstal på over 400 smittede per 100.000 indbyggere i Brøndby Strand.

- Vi går og venter på, at tallet falder mere. For i modsat fald risikerer vi at skulle lukke et helt sogn i Brøndby Strand ned. Eller endnu værre hele kommunen, siger borgmester Kent Magelund (S).

På Brøndby Strand Skole har 11 elever været smittet på tværs af syv klasser.

Det har udløst et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at skærpe restriktionerne.

Samtidig bliver skolen foreløbig ikke en del af den nye genåbning og fortsætter med 50 procent fysisk fremmøde for eleverne i 5. til og med 8. klasse.

Brøndby Kommunes kommunalbestyrelse har dertil besluttet at lukke det lokale kulturhus Brønden og biblioteket i Brøndby Strand.

For Susan Lacuhr Nissen, der arbejder på et plejehjem, har weekenden været præget af spekulationer om, hvordan familien skal løse de logistiske udfordringer.

- Det er fair nok og helt fint, at de lukker ned for at undgå smitte. Men jeg fik først besked fra kommunen lørdag morgen, da jeg var på arbejde.

- Jeg har ikke haft en jordisk chance for at få tider til at få testet mine børn, så de må blive hjemme, siger hun og henviser samtidig til, at det typisk tager 1-2 døgn at få svar på en PCR-test.

En anden forælder, der er utilfreds med situationen, er Anders Schmidt, der har et barn i 0. klasse på Brøndby Strand Skole.

- Jeg har ikke noget imod test, men synes ikke, kommunikationen fra kommunens side er særlig god. De skriver på Aula (fælles kommunikationsplatform, red.), at det er en opfordring, men at du ikke må møde ind i skolen uden en test.

- De nævner ikke noget om lyntest. Den er god nok til coronapas, men ikke til skolebrug. Det undrer mig, siger han.

'Det er jo coronaen, vi skal slå'

Efter påbuddet blev givet i fredags har skoleleder på Brøndby Strand Skole, Rikke Rubek, haft rygende travlt med at håndtere henvendelser fra forældre.

- Jeg har ikke lavet andet end at svare på mails og opkald i weekenden. Og jeg kan sagtens forstå folks frustrationer. Men det er jo coronaen, vi skal slå i sidste ende, siger hun.

Reelt er det kun eleverne i 0. til 4. klasse, der skal have en negativ PCR-test med hjemmefra, fordi eleverne i de højere klasser bliver testet i skolens eget testspor, der gælder fra alderen 12 år og op.

Brøndby Kommune havde søndag landets tredje højeste incidenstal med 229 smittede per 100.000 indbyggere. Hørsholm Kommune, der nu er lukket ned, havde til sammenligning et incidenstal på 346,8. (Foto: Mathias Svold © Scanpix)

Rikke Rubek regner derfor ikke med, at det vil være mange elever, som skal tilbydes fjernundervisning, fordi de ikke har haft mulighed for at få taget en coronatest.

- Udgangspunktet er, at vi antager, at eleverne kommer i skole. Men hvis der er nogle af dem, der ikke gør, så må vi finde ud af hvorfor. Og så skal de selvfølgelig have mulighed for at kunne følge med i undervisningen på anden vis.

Påbuddet gælder i syv dage fra i fredags. Det betyder, at det er gældende for tre skoledage, da skolerne er lukkede på grund af Kristi Himmelfartsferien fra på torsdag.

Direktør for Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen Bente Skovgaard Kristensen fortæller, at kommunen skyndte sig at melde ud, da påbuddet blev givet.

- Det er bøvlet for familierne, men på grund af ferien kræver det trods alt kun, at man får lavet en enkelt PCR-test, siger hun.

(Arkiv) Det er ikke første gang, smitten er stukket af i Brøndby. Sundhedsmyndighederne indsatte tidligere på foråret en række såkaldte testambassadører, der skulle sikre, at flere blev testet. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Selvom kommunen bruger ordet 'krav' i sin kommunikation med borgerne, så er der reelt tale om en opfordring, for kommunen kan reelt ikke kræve, at eleverne er testet.

Forældre og elever vil derfor heller ikke blive bedt om at fremvise dokumentation på skolen, fortæller Bente Bente Skovgaard Kristensen.

- Der vil ikke være nogen kontrol. Men påbuddet er klart nok. Det er jo givet på baggrund af, at man har haft et antal smittetilfælde og sendt klasserne hjem. Og fordi det ikke har stoppet det, så vurderer Styrelsen for Patientsikkerhed, at det er det her, der skal til.

- Så må vi også regne med, at folk overholder det.

Lyntest er ikke følsom nok

Det er langt fra første gang, at Styrelsen for Patientsikkerhed har givet påbud til en skole.

Således er den nye epidemilov, som Folketinget vedtoget i slutningen af februar, blevet brugt flittigt i forsøget på at stoppe lokale smitteudbrud.

Enhedschef Bente Møller fra Styrelsens for Patientsikkerhed fortæller, at man med påbuddet håber at få brudt eventuelle smittekæder på Brøndby Strand Skole i opløbet.

- Det her er en mellemløsning frem for at lukke skolen helt, når vi nu ved, at der har været smitte på tværs af klasserne.

- Vi ved godt, at forældrene er pressede. Men vi har brug for at være sikre på, at der ikke er flere smittede, og at vi får stoppet de her smittekæder.

Hun kan godt forstå, at forældrene undrer sig over, at lyntest kan give adgang til frisøren eller restauranten, mens skoleeleverne skal have en PCR-test.

- Det er sådan, at lyntest er god til generel testning. Men her er der tale om, at der har været et udbrud, og så skal vi være sikre på, at der ikke er mere smitte. Der er lyntesten desværre ikke følsom nok, siger Bente Møller.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk