Skole i Græsted i hård modvind: Har sløjfet julegudstjeneste

Det er en ommer, mener både statsministeren og undervisningsministeren.

Skolen har droppet julegudstjenesten af hensyn til børn med anden tro end den protestantiske. (© ColourBox)

Gribskolen i Græsted har fået usædvanligt stor og uønsket opmærksomhed, efter at Netavisen Gribskov har skrevet, at skolen har valgt at sløjfe julegudstjenesten i den lokale kirke.

I kommentarfelter på Facebook florerer især to kritikpunkter: Det er en aflysning af en mangeårig dansk tradition og et knæfald for islam.

Skolebestyrelsesformand på Gribskolen Charlotte Orland Pedersen ærgrer sig over, at beslutningen bliver tolket på den måde.

Hun påpeger, at der er mindst otte forskellige trosretninger blandt børnene på skolen, og at julegudstjenesten ikke er blevet droppet specifikt af hensyn til skolens muslimske elever.

- Men det fremgår af folkeskoleloven, at religions- og kristendomsundervisning ikke må være forkyndende - og det er en gudstjeneste, siger hun til DR Nyheder.

Charlotte Orland Pedersen har ikke hørt om forældre, der har klaget til Gribskolen over julegudstjenesten, men der er forældre, som tidligere har bedt om at få deres børn fritaget for deltagelse.

- Det er svært at sige noget om, hvor mange det drejer sig om, for nogle har måske valgt specifikt at holde deres børn hjemme på grund af gudstjenesten, mens andre bare er taget tidligt på juleferie, siger hun.

Præst: Det er overdramatiserende

Beslutningen om at sløjfe julegudstjenesten til fordel for et fællesarrangement på skolen blev truffet i foråret af et pædagogisk udvalg, der gennemgik traditioner i forbindelse med sammenlægningen af to skoleafdelinger.

Når historien først dukker op nu, så skyldes det, at forældrene først blev informeret om beslutningen i torsdags.

Siden har blandt andre sognepræst Ole Backer Mogensen i et opslag bragt af Netavisen Gribskov kaldt det for "overdramatiserende" at bruge ordet forkyndende i forbindelse med julegudstjenesten.

- Hvis julen reduceres til Skillemadinkadu og Søren Banjomus, så bliver der ikke meget plads til at italesætte nogle af de dybere temaer omkring jul – fred og godhed mellem mennesker, at finde hjem midt i rodløshed og så videre, skriver han også.

Løkke: Det er en ommer!

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der kommer fra Græsted, har også kommenteret sagen på Facebook.

- Det er en ommer!, skriver han.

Også undervisningsminister Merete Riisager (LA) kritiserer beslutningen.

- Det er helt skævt. Man skal ikke aflyse sine traditioner i en misforstået hensyntagen til nogle elever, siger hun til TV 2 News.

De politiske udmeldinger gør indtryk på skolebestyrelsesformand Charlotte Orland Pedersen.

- Der er også andre politikere på Christiansborg, der har kommenteret sagen, og det undrer mig, at de har tid til at gå op i noget som en skoles gudstjeneste, når så mange danskere sidder surt i det. Og jeg troede faktisk, at de om ikke andet havde respekt for demokratiet, siger hun.

Af hensyn til netop demokratiet afviser hun også, at det vil være en god idé at lægge beslutningen om julegudstjenesten ud til forældrene.

- Det vil være et skråplan. Hvad skal vi så gøre næste gang, hvor det bliver besluttet, at 1.C. skal på Nationalmuseet, og der opstår en shitstorm på Facebook om det? Og skal de så også beslutte, hvem en klasse skal have som matematiklærer? Det vil ikke være en folkeskole - det vil være en friskole, siger Charlotte Orland Pedersen.

Foreninger bakker op

Hun får opbakning fra formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal, der ikke ser noget galt i, at Gribskolen har valgt at droppe den traditionelle kirketur af hensyn til de ikke-protestantiske elever.

- Der står ikke nogen steder i folkeskoleloven, at man skal i kirke, og der er rigtig mange skoler, der aldrig nogensinde har gjort det, siger han til Ritzau.

Samme melding lyder fra Mette With Hagensen, der er formand for foreningen Skole og Forældre.

- Man skal gøre det på en måde, som giver mening for den elevgruppe, man har, siger hun til Ritzau.

Forstår godt de utilfredse forældre

Frem til midnat i går havde ti forældre klaget officielt over den sløjfede gudstjeneste.

Charlotte Orland Pedersen understreger, at alle klager og henvendelser fra forældre på skolen, som er uenige med beslutningen, bliver taget seriøst og vil blive diskuteret på et ekstraordinært møde på torsdag.

- Jeg respekterer og forstår de forældre, der føler, at man bryder en tradition. Derfor har jeg også foreslået et kompromis, hvor vi tilgodeser kritikken ved at arrangere, at børnene efter endt skoledag kan deltage i en gudstjeneste, hvis præsterne er med på den, siger hun.

Her ses det opslag, som skolens leder delte på Forældreintra i torsdags:

(© DR Nyheder)