Skolebrand i Greve: Politiet har tilbageholdt unge, der kastede sten mod ruderne

De unges rolle i branden undersøges lige nu nærmere.

Midt- og Vestsjællands Politi var allerede rykket ud til Tjørnelyskolen på Lillevangsvej i Greve, da en voldsom brand brød ud.

Inden branden spredte sig, havde politiet nemlig fået en anmeldelse om, at flere unge mennesker knuste ruder på skolen. Syv unge er derfor tilbageholdt, mens hændelsen undersøges nærmere.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Politiet undersøger stadig de tilbageholdte teenageres rolle i anledning af, at politiet traf dem i området kort efter anmeldelsen om rudeknusning, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Årsag til brand er ukendt

Vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Jørgensen, siger til DR Nyheder, at årsagen til brandens opståen fortsat er ukendt. Ifølge ham er der indtil videre ingen indikationer på, at de unge, der har knust ruder, også har startet branden.

- Vi er i gang med at afhøre dem, og det handler primært om rudeknusningen. Men det brænder stadig lystigt, og vi ved ikke, hvad der har startet branden, siger han.

Både politi og beredskab forventer, at slukningen kommer til at vare hele natten.

- Vi har massive styrker inde fra flere regionale beredskaber, så vi kan begrænse ilden til skolen. Vi har en brandbil til at køre rundt med slukningsgrej, så eventuelle gløder kan tages, inden de spreder ild til bygninger omkring skolen, siger beredskabsdirektør i Østsjællands beredskab, Lars Robetje.

En af de større brande

Beredskabsdirektøren fortæller, at beboere i rækkehuse ved Tjørnevigparken er evakueret, så de ikke er i fare, hvis branden skulle sprede sig. Branden er voldsom, og den spreder sig stadig, siger Lars Robetje:

- Det er en af de større brande, og den udvikler sig hurtigt. Bygningen kommer nok til at brande helt ned. Heldigvis er der ikke skolebørn, der skal møde på skolen i morgen.

Tjørnelyskolen står til nedrivning. Tidligere er den nedlagte skolebygning blevet udsat for hærværk, hvor gerningsmænd blandt andet også har smadret ruder, og det er ifølge politiet et kendt ”hyggested” for unge.

Ifølge sn.dk er selve grunden, skolen ligger på, tidligere vurderet til at være omkring 20 millioner kroner værd.

Facebook
Twitter