Skoleledere oplever mange tilfælde af digital mobning

Børns Vilkår og Skolelederforeningen vil gøre noget ved den grove mobning på nettet.

Mange børn og unge oplever grov mobning på sociale medier som Snapchat, Instagram og Facebook (Foto: Kasper Palsnov, Scanpix).

Truende beskeder på Snapchat, personlige hadegrupper på Facebook og organiseret mobning på nettet er udbredt blandt eleverne på landets skoler.

Det viser en rundspørge fra DR Nyheder om mobning på nettet, som 468 skoleledere har svaret på. Her fortæller tre ud af fire, at der har været tilfælde af mobning på nettet på deres skoler.

Hos Børns Vilkår, der blandt andet driver Børnetelefonen, bliver man ofte kontaktet af børn og unge, der bliver mobbet på nettet.

- Det kan være trusler eller meget voldsomme og krænkende beskeder, og hele verden kan følge med i, at man er blevet kaldt grimme og voldsomme ting, siger Sanne Lind, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.

Mobningen kan også være ekstra slem for offeret sammenlignet med den fysiske mobning.

- Børnene har aldrig fri fra mobningen, og de kan ikke gå væk fra den. Der er også en tendens til, at den digital mobning er af en grovere karakter, siger Sanne Lind, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.

For hver femte skoleleder i rundspørgen, der har oplevet digital mobning på deres skole, er det blevet så slemt, at de har involveret politi eller sociale myndigheder.

Skolerne kan ikke klare det alene

Hos Skolelederforeningen vil man have gjort noget ved problemet hurtigst muligt.

- Vi skal indkalde til møder i klasserne og på skolerne og være åbne om problemet, siger formand Claus Hjortdal.

På næsten alle skoler, der svarer, at der har været tilfælde af digital mobning, indgår omgangstonen på internettet og mobiltelefoner allerede i undervisningen.

Derfor skal skolerne samarbejde med andre for at stoppe den digitale mobning, mener Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal

- Det kan ske hjemme under dynen lige inden de falder i søvn, til håndbold, til spejder, og i frikvartererne. Vi kan kun gøre noget ved det sammen med forældre og fritidsorganisationer, hvor børnene færdes udenfor skoletiden, siger han.

Facebook
Twitter