Skoleledere stiller krav om en national Google-plan efter forbud mod Chromebooks i Helsingør

De enkelte kommuner og skoler skal ikke forhandle alene med Google. Regeringen må ind i kampen, lyder det fra skoleledere og KL.

DR Grafik: Nathalie Nystad

Den enkelte skole og enkelte it-mand er ikke klædt godt nok på til at indgå tekniske aftaler med store leverandører som Google.

Derfor vil Skolelederforeningen og Kommunernes Landsforening, KL, nu have regeringen til at lave en national aftale.

Udmeldingen kommer, fordi Datatilsynet i en sag fra Helsingør fastholder sit forbud, som betyder, at kommunens elever ikke må bruge de 8.000 indkøbte Google-computere, Chromebook, i undervisningen.

Årsagen til det er, at kommunen ikke har været gode nok til på forhånd at undersøge, om aftalen med Google lever op til reglerne om datasikkerhed, de såkaldte GDPR-regler.

- Jeg har en meget klar forventning om, at KL og regeringen hjælper med at få lagt pres på leverandørerne, Google i dette tilfælde, så vi får en national aftale, så det ikke er den enkelte kommune, der skal lave aftaler med Google, siger Dorthe Andreas, der er næstformand for Skolelederforeningen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Venter på ministre

Og den udmelding møder opbakning hos KL, hvor man allerede har nedsat en gruppe, der skal se på, hvordan man løser problemet.

- Vi er meget enige i, at der i den slags sager i forhold til GDPR-regler er brug for, at nogen laver nogle retningslinjer. Vi mener helt klart, at der er brug for hjælp, så det ikke er den enkelte kommune, der skal stå med dialogen med de store techfirmaer, der har standardvilkår, som kan være vanskelige at gennemskue, forklarer kontorchef i KL, Pia Færch.

Hun oplyser, at KL har taget kontakt til fire ministerier, som på forskellig vis er involveret i problemstillingen, men at de ikke har hørt noget endnu.

Tilsyn bekymret for mulig misbrug

Sagen om Chromebooks begyndte tidligere på sommeren, hvor Datatilsynet forbød Helsingør at bruge Chromebooks i undervisningen, fordi kommunen ikke havde været gode nok til at undersøge, om der var risici forbundet med udlevering af elevernes data til Google.

Da kommunen undersøgte sagen, fandt den, at der var nogle risici, men fortsatte med at bruge dem alligevel.

Datatilsynet skriver i sin afgørelse, at forbuddet kun vedrører Helsingør Kommune. Men samtidig opfordrer tilsynet til, at andre kommuner med "tilsvarende forhold" gennemgår sine forhold for at tjekke, om der er lignende problemstillinger.

Der har ikke været nogle eksempler på, at danske elevers data er blevet misbrugt af Google.

I et skriftligt svar til DR skriver Google, at man kun behandler data i henhold til de aftaler, man har indgået, og at de aldrig bruger "hverken kunde- eller servicedata til målretning af annoncer eller sælger dem til tredjeparter".