Skoleledere til forældre: Hold jer fra Aula lige nu

Skolerne er i fuld gang med at koordinere indsatsen for de kommende uger og skal bruge systemet.

Aulas leverandør arbejder på at løse problemet, men indtil videre opfordres forældre til at holde sig væk fra siden og appen. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)

Forældre skal holde sig væk fra Aula i disse timer.

Sådan lyder beskeden fra Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

- Lad være med som forælder at gå på Aula lige nu, for skolelederne har brug for det til at organisere i de her timer, siger han.

Systemet, der bliver brugt som informationskanal mellem lærere og forældre på skolerne, gik ned i går aftes, da det blev bebudet, at alle uddannelsesinstitutioner skal holde lukket fra fredag og 14 dage frem for at stoppe spredningen af coronavirus.

Aula selv er opmærksomme på, at der er problemer med at tilgå systemet.

- På grund af en exceptionel stor interesse fra brugerne har der i aftes og her til morgen desværre været problemer med at komme på Aula.

- Vores leverandør Netcompany arbejder på højtryk på at løse problemet. Vi vil holde brugerne opdateret via Aulainfo.dk, lyder det fra Henrik Kirkeskov, presseansvarlig hos Aula.

Systemet bliver dog ikke kun brugt til skole-hjem-informationer, men også af skoleledere og lærere til at planlægge indsatsen de næste to uger. Og hvis forældre lægger for stort pres på systemet, så kan skolernes ansatte ikke bruge systemet.

- Forældrene kan godt gå ind op ad formiddagen, men de må godt vente lidt endnu, siger Claus Hjortdal.

Gør sig klar til digital undervisning

Lederne på landets skoler arbejder i øjeblikket på at tilrettelægge de næste to uger på skolerne. I første omgang bliver der ifølge Claus Hjortdal talt med eleverne om, at de ikke skal være bange.

Samtidig skal der tilrettelægges digital undervisning for eleverne for de kommende 14 dage.

Alle forældre og familier, der kan holde børn hjemme, bliver opfordret til at gøre det allerede fra i dag, før uddannelsesinstitutionerne bliver lukket mandag.

De lukker ikke øjeblikkeligt, fordi regeringen ikke forventer, at alle kan have pasningsmuligheder klar til i morgen. Men har man det, opfordres man til at tage børn ud af dagtilbud allerede nu.

Dog vil visse institutioner blive holdt åben for forældre, der ikke kan finde anden løsning, og for forældre, der varetager kritiske hverv og ikke kan finde anden løsning.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk