Skovbrande og kæmpehagl: Tal med dit barn om klimaforandringer

Børnetelefonen får løbende opkald og beskeder fra børn, der er bekymrede for fremtiden på grund af klimaet.

Børnetelefonen får løbende opkald og beskeder fra børn og unge, der er bekymrede. Men det kan være en god ide at lytte. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Hvad der skulle have været sol og badning ved Gardasøen i det nordlige Italien for Henriette Koch Olsen, hendes mand og parrets fem børn, forvandlede sig til det modsatte tidligere på ugen, da store tykker hagl på størrelse med golfbolde pludselig faldt fra himlen.

Og de store hagl vækkede børnenes nysgerrighed på godt og ondt under familiens campingferie, fortæller Henriette Koch Olsen.

- De syntes jo bare, det var mega vildt og undrede sig over, hvordan det kunne lade sig gøre. De har stået med de her kæmpe hagl i hænderne og været blæst bagover.

Men det er ikke kun de store hagl, der er "mega vildt".

Flere steder i verden har klimaet skabt overskrifter. Blandt andet i den amerikanske storby Phoenix i delstaten Arizona, hvor rekorden for antallet af dage i træk over 43 graders varme er blevet slået.

Eller på den græske ferieø Rhodos, hvor flere hundrede turister er blevet evakueret på grund af skovbrande, der også har tvunget flyselskaber til midlertidigt at indstille flyvningen til den ø, som normalt indbyder til solbadning, drinks med paraplyer og en pause fra hverdagens travlhed.

Henriette Koch Olsen med familien på ferie i Norditalien. (Foto: © (Privat foto))

Tid til en snak

Og det voldsomme vejr har Henriette Kochs børn godt lagt mærke til, når de scroller gennem deres sociale medier.

- De ser selvfølgelig meget på TikTok og andre sociale medier, siger Henriette Koch Olsen.

Familien kom hjem torsdag fra deres campingferie, og efter oplevelsen med det ekstreme vejr har det været nødvendigt at tage en snak med børnene om klimaet.

- Det fylder da, og vi snakker om det. Alle de sociale medier bringer det også bare til dem, men jeg synes, vi får en god dialog om det, lyder det fra børnenes mor.

Det voldsomme haglvejr som flere danskere oplevede på egen krop:

Et ring til Børnetelefonen

Men det er ikke kun i familiens hus udenfor Sønderborg, at snakken går på klimaet.

Hos Børnetelefonen får de løbende opkald fra børn og unge, der er bekymrede på grund af klimaets forandringer.

Og det handler om alt fra kost til frygt, siger Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent ved Børnetelefonen.

- Det kan være børn, der er optaget af noget helt konkret for eksempel, at de gerne vil være veganere eller vegetarer for at beskytte klimaet. Nogen vil også vide, hvordan de kan købe mindre tøj, siger hun.

- Men der er også nogle børn og unge, der fortæller, at de er meget bange og bange for fremtiden. De får en masse ubehagelige tanker, når de tænker på, hvordan klimaet og fremtiden vil udvikle sig.

Hjælp dine børn med at slippe bekymringerne

Ida Hilario Jønsson kan ikke sige noget om, hvorvidt klimabekymringerne fylder mere hos børn end tidligere.

Men hvis ens barn virker bekymret for, hvad der sker med klimaet, så er det vigtigt at tage en åben dialog omkring det.

- Det fjerner ikke bekymringerne ved at sige, at det skal barnet ikke tænke på. Så med som så mange andre ting, er det vigtigt, at barnet føler sig hørt og forstået, og at de får lov til at tale færdigt og får lov til at tømme bekymringsbanken, siger hun.

- De skal have lov til at tømme hovedet for de bekymringer, de har, uden at nogen siger "det skal du ikke tænke på, eller det er noget pjat, eller så slemt er det ikke". Hør, hvad barnet oplever og tænker på, og anerkend den betænksomhed, der ligger i, at de bekymrer sig om det.

Og selvom hvad du eller jeg gør måske kan virke meningsløst, så mind barnet de små handlinger, der er godt for klimaet, siger Ida Hilario Jønsson.

- På nogen børn kan det være rart at mærke, at vi alle sammen kan gøre en lille smule. Det er de voksnes ansvar og politikerne og samfundets ansvar at gøre noget på den store klinge for klimaforandringer, siger hun.

- Men måske kan barnet være med til at finde på en sjov ret uden kød eller være med til at aflevere tøj til genbrug, affaldssortere, eller nogle af de andre små ting, som vi alle sammen kan være med til at gøre i hverdagen.