'Skrækscenariet er, at vi ikke når at se et barn, der er alvorligt syg'

Med udsigt til et travlt efterår frygter børnelæger for patientsikkerheden. Nu har de sendt et brev direkte til sundhedsministeren.

Over hele landet er børneafdelingerne nu så presset af småsyge børn, at lægerne med bekymring ser ind i efteråret og vinteren, der normalt er den mest travle tid.

Siden coronakrisens start har børn med coronasymptomer som feber eller hoste ikke kunne undersøges af den praktiserende læge, som ellers normalt tager sig af de småsyge børn. På grund af smitterisikoen skal børnene ifølge Sundhedsstyrelsen sendes til landets børneafdelinger.

Og det begynder nu for alvor at presse systemet til kanten, blandt andet på børneafdelingen på Herlev Hospital, hvor reservelæge Julie Kloppenborg tager imod de mange, små patienter.

- Skrækscenariet er, at vi ikke når at se et barn, der er alvorligt sygt, fordi vi skal se en masse andre børn, som har symptomer på corona som feber og forkølelse, siger Julie Kloppenborg.

Se video med børnelæge Julie Kloppenborg fra Herlev Hospital øverst i artiklen.

Flere læger kaldt på arbejde

Afdelingen har ikke konkrete tal for, hvor mange ekstra småsyge børn der i øjeblikket kommer til afdelingen. Men ekstra læger er allerede kaldt ind på arbejde, og desuden ligger der nu tre og ikke som normalt to børn på stuerne. Noget, der normalt først bliver gjort i december, hvor børneafdelingerne typisk oplever stort rykind af syge børn, forklarer ledende overlæge på børneafdelingen på Herlev Hospital, Eva Mosfeldt Jeppesen.

Ledende overlæge på børneafdelingen på Herlev Hospital, Eva Mosfeldt Jeppesen, frygter for arbejdsmiljøet.

- Vi er ikke særlig følsomme over for ekstra travlhed. Men vi taler om noget helt andet lige nu. Der er massiv travlhed, og det går ud over ventetiden og arbejdsmiljøet for vores ansatte, siger Eva Mosfeldt Jeppesen.

Børneafdelingen på Herlev Hospital dækker et område med cirka 250 praktiserende læger, og hvis blot hver praktiserende læge sender et enkelt barn til undersøgelse for corona på hospitalet, bliver det til 250 ekstra børn hver dag, forklarer Eva Mosfeldt Jeppesen.

Mens der i starten af coronakrisen var stille på børneafdelingerne, så steg trykket, da skolerne og hverdagen for alvor begyndte i august. Og med udsigten til et efterår med yderligere pres råber lægerne nu op.

Derfor har Julie Kloppenborg taget initiativ til, at fagforeningen Yngre Læger, der repræsenterer over 13.000 læger, har sendt et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvor advarselsflaget bliver hejst.

- Presset er så stort, at de (lægerne, red.) ser risiko for, at patientsikkerheden bliver truet, skriver Yngre Læger i brevet til ministeren og understreger, at det “haster med en løsning”.

Børn med coronasymptomer går ind ad en anden dør på Herlev Hospital og bliver testet og undersøgt af personale iklædt værnemidler og i andre lokaler end de børn, der kommer på børneafdelingen med andre sygdomme. De to grupper børn kommer derfor ikke i nærheden af hinanden, forklarer reservelæge Julie Kloppenborg.

Problemer i hele landet

Og situationen er kritisk over hele landet, siger formand for børnelægerne Klaus Birkelund Johansen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital.

- I øjeblikket oplever vi en del børn, som er meget lidt syge, og som er henvist fra praktiserende læge til afklaring, om symptomerne kan være corona. I yderste konsekvens kan vi overse en alvorlig tilstand på grund af travlhed. Derfor råber vi nu op, siger Klaus Birkelund Johansen.

Ministerium henviser til flere test

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) ønsker ikke at stille op til interview, men i et skriftligt svar oplyser ministeriet, at forældre til børn over to år siden den 7. september har haft mulighed for at booke tid til test til deres børn i de testfaciliteter, der ligger uden for hospitalerne.

- Tiltaget skal lette presset på sundhedsvæsenet, herunder børneafdelingerne og gøre det nemmere for børnefamilierne at få hurtig afklaring af, om barnet er smittet med ny coronavirus.

Formand for børnelægerne Klaus Birkelund Johansen foreslår, at der bliver oprettet særlige klinikker for de mange børn, der henvises med coronasymptomer.

Men for børnelægernes formand er det ikke nok.

- Børn under to år med coronasymptomer skal stadig testes og undersøges på børneafdelingerne. Så den teststrategi løser det ikke, siger Klaus Birkelund Johansen.

Her er løsningen

Han peger på, at løsningen er, at få skilt den gruppe småsyge børn, som de praktiserende læger normalt ser, ud fra børneafdelingerne.

- Det kunne være særlige klinikker på hospitalet, som praktiserende læger i dagtiden kan bemande og dermed aflaste børneafdelingerne, siger Klaus Birkelund Johansen.

Hos Sundhedsstyrelsen er der ifølge konstitueret vicedirektør Helene Probst fuld fokus på problemet, og hun forventer, at der inden længe vil komme en løsning.

I en tidligere version fremgik det, at det var sundhedsminister Magnus Heunicke, der oplyste, at forældre til børn over to år kan lade deres børn teste i samfundssporet. Det er rettet til, at det er Sundheds- og ældreministeriet, der oplyser det.

Facebook
Twitter