For knap 10 år siden kørte Claus Nørskov spirituskørsel på sin knallert.
Han kørte galt og slog hovedet så alvorligt, at hans liv blev forandret på et splitsekund.
Først lå han i koma. Så kom en skilsmisse, langvarig genoptræning og diagnosen senhjerneskadet.
- Mange mennesker spørger, hvordan jeg egentlig er skadet, og så svarer jeg, at udadtil ser det ikke ud som noget. Men det, der er galt, sidder mellem de to ører, siger han og peger mod sin tinding.
I dag er han førtidspensionist, men er tilbage på benene, og nu synes han, at han skylder alt til det samfund, der hjalp ham, da det så sortest ud.
Derfor betaler han tilbage på sin helt egen måde: På sin ladcykel med en skraldesæk ved hånden og et falkeblik for affald i Hedensted.
- Den største årsag til, at jeg gør det her, er for at betale bare en lille smule tilbage til det offentlige, fordi de har fået mig på benene igen, efter at jeg kørte galt, siger Claus Nørskov.
Skralde-Claus, som han kærligt kaldes af byens borgere, har i år modtaget en miljøpris i Hedensted for sit arbejde med at holde byen ren.