Skraldemænd nedlægger arbejdet i flere kommuner

I otte kommuner nedlægger skraldemænd arbejdet i sympati med kollegaer i Frederikshavn.

Affaldscontainere i flere kommuner vil i dag ikke blive tømt. (© 3F Frederikshavn)

I flere kommuner har renovationsarbejdere besluttet at lade skraldebiler stå og lade affaldscontainere være fyldte. De nedlægger arbejdet i sympati med kollegaer i Frederikhavn, der er i konflikt med arbejdsgiveren Remondis.

Det oplyser Per Thorup, der er faglig sekretær hos 3F Frederikshavn. Følgende kommuner er ramt: Frederikshavn, Aalborg, Brøndby, Næstved, Jammerbugt, Hjørring, Slagelse og Silkeborg.

Striden skyldes nye affaldsbeholdere med to beholdere, der ifølge 3F betyder, at det tager længere tid at gennemføre ruten.

- Vi har kørt med det nye system siden oktober, og det betyder, at folk har haft overarbejde hver dag, siger Per Thorup fra 3F.

Udløst af advarsler

Den aktuelle frustration er udløst af skriftlige advarsler til et renovationshold, der ikke fuldførte en rute, efter at en kollega havde meddelt, at han ikke havde mulighed for at arbejde over.

Siden onsdag i sidste uge har skraldemændene i Frederikshavn derfor været i strejke. Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

Parterne skal mødes i Arbejdsretten kl. 14.30. Bagefter har Remondis indkaldt skraldemændene til møde, og Per Thorup fra 3F håber, at der kan findes en løsning her.

- Vi vil gerne arbejde over, hvis en bil bryder ned, eller det er snevejr, men det er ikke holdbart med overarbejde hver eneste dag, siger han.

Remondis har ikke aktuelt en kommentar til strejken, men vil udsende en pressemeddelelse senere i dag.

Facebook
Twitter