Skraldemand er smittet med corona: Vask skraldespanden af

I Aabenraa Kommune har en skraldemand fået corona. Nu opfordres borgere til at spritte deres skraldespand af.

Man skal vaske skraldespanden af, lyder opfordringen. (ARKIV) (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

En skraldemand i Aabenraa Kommune har fået konstateret coronavirus, efter han har været ude på en række forskellige ruter for at tømme genbrugsbeholdere og skraldespande.

Derfor kommer firmaet, der har ansvaret for renovation i kommunen, Arwos, nu med en opfordring til sine kunder.

- Man skal gå ud med noget varmt sæbevand eller en klud med sprit og skrubbe skraldespanden, håndtaget og låget, siger direktør i Arwos, Ole Damm og fortsætter:

- De har været på 150 steder, og det er over hele kommunen, siger Ole Damm om opfordringen til, at alle skal spritte af.

Medarbejderne benytter typisk handsker, når de tømmer beholdere, men for en sikkerheds skyld opfordrer Arwos, at man lige vasker godt af.

Indtil videre er tre chauffører sendt hjem som følge af smitteudbrudet.

Kan forsinke tømning af skraldespande

I pressemeddelelsen fra Arwos fremgår det, at smitteudbruddet kan forsinke tømningen af skraldespande i kommunen.

De tre chauffører kørte i samme bil, og det betyder, at en ud af ni skraldebiler holder stille, og det har været svært at finde afløsere.

- Næsten alle beholdere vil blive tømt som normalt, men dagrenovation har førsteprioritet. Ellers bliver det ulækkert i sommervarmen. Vi skal nok tømme genbrugsbeholderen, men der kan gå et par dage ekstra, siger Ole Damm i pressemeddelelsen.

Forsinkes tømningen, får kunderne besked via sms, såfremt de er tilmeldt ordningen, står der i pressemeddelelsen.

Indtil videre har Danmark haft 13.634 bekræftede smittetilfælde af coronavirus herhjemme.

Facebook
Twitter