Det koster dyrt i CO2-regnskabet, når skraldebilen bliver sendt afsted på sin faste rute for at tømme alle skraldespande – både de overfyldte og halvtomme.
Derfor har Varde Kommune droppet de faste tømmedage af 160 små skraldespande langs kysten og på udvalgte rastepladser. I stedet har kommunen erstattet dem med 32 store nedgravede containere, som ved hjælp af en sensor i låget giver besked, når de trænger til at blive tømt.
På den måde kan kommunen nu hele tiden holde øje med, hvor meget skrald, der er i - og først tømme containerne, når det giver mening, fortæller Preben Nielsen, der er distriktsleder ved Vej og Park i Varde Kommune.
- Set med grønne øjne, er det jo rigtig smart. Vi kan lave en ruteplan, så vi kører færrest mulige kilometer for at tømme vores containere. Vi kører aldrig ud og tømmer en halvfuld container, siger han.
Ifølge beregninger fra Kommunernes Landsforening (KL) og Rambøll reducerer Varde Kommune 1,6 ton CO2-udslip hvert år ved at indsamle affald på den måde, som kommunen gør nu sammenlignet med før.
Længere mellem skraldespandene
Efter indførelsen af de store containere er der blevet længere mellem skraldespandene langs kysten og på udvalgte rastepladser i Varde Kommune. Men det gør ikke noget, hvis det gavner klimaet.
Det siger flere af de danskere, som DR har mødt i Blåvand. Blandt andet 24-årige Jane Petersen fra Janderup.
- Vi tager ikke skade af at gå lidt. Også hvis vi skal prøve at være lidt grønnere. Der tror jeg bare, at det kan hjælpe helt vildt at få den sensor på containeren.
Samtidig undgår man, at containerne bliver overfyldte. Og modsat de gamle skraldespande kan hverken blæst eller dyr sprede affaldet til højre og venstre ved de nedgravede containere.
Det synes Henning Due fra Blåvand er godt.
- Det er kun positivt. Så skulle vi gerne blive fri for at folk skriver på Facebook om fyldte skraldespande og affald, så snart der flyver en plastikpose rundt, siger han.
KL: Andre kommuner bør kopiere Varde
Ifølge Frederik Nordentoft Andersen, der er kontorchef for digitalisering og teknologi ved KL, kan andre kommuner let lade sig inspirere af skraldespandsmodellen på Vestkysten.
- Varde Kommune er et rigtig godt eksempel på, hvordan man med relativ simpel teknologi har formået at skabe en både reel og målbar forskel for klimaet, siger han.
Ifølge KL er 20 til 25 kommuner i forvejen i drift med lignende affaldsløsninger. Men landsforeningen håber, at endnu flere kommuner vil kaste et blik mod Varde Kommunes affaldsløsning.
Potentialet er ifølge KL størst i kommuner med store geografiske områder, hvor der køres mange kilometer for at tømme skraldespande.