Skruppelløse billethajer er rykket ind på danske hjemmesider

To udenlandske billetformidlere har gjort sit indtog på det danske marked. Billetterne sælges oftest langt dyrere end den reelle salgspris.

Når popikonet Justin Bieber giver koncert på Ridebanen i Aarhus til juli, så er der potentielt en række koncertgængere, der har betalt en markant overpris for billetterne. (Foto: © NTB Scanpix, Scanpix)

Da koncertarrangøren Live Nation i går klokken 10.00 satte billetter til salg til bandet Gorillaz' koncert i Royal Arena, gik der blot få timer, før billetterne igen var sat til salg. Denne gang hos en udenlandsk billettjeneste, der markedsfører sig på dansk.

Men hvor billetterne ved det officielle salg koster mellem 400 og 690 danske kroner, så er prisen nu skudt i vejret på siden Stubhub, der ejes af den amerikanske koncern Ebay, der også står bag dba.dk herhjemme. Nu sælges billetterne til mellem 1.000 og 2.000 danske kroner, hvilket er et klart brud på dansk lovgivning.

Eksemplet er aktuelt, men bestemt ikke enestående. Er man interesseret i en billet til den amerikanske popsensation Justin Biebers koncert i Aarhus den 5. juni og søger på Google, så er øverste resultat også et link til Stubhub, der udbyder billetter med priser op til 10.600 kroner.

Koncerten med Justin Bieber er dog ikke udsolgt, og først længere nede på listen kommer linket til det officielle billetsalg. Her er prisen en helt anden, og man har aldrig solgt billetter til 10.000 kroner, forklarer Nicolai Hommelhoff, der er partner i Live Event Aarhus, der står bag Justin Bieber-koncerten.

- Vi har taget omkring 1.200 kroner for de her billetter. Jeg synes, det er noget decideret svineri, man forsøger at tjene penge på andre folks ulykke, for det er jo folk, der står i en desperat situation uden en billet, der går ind og køber til den her pris, siger han.

Markedsføres på dansk fra udlandet

De to billetformidlingstjenester Stubhub og så Viagogo markedsfører sig begge på dansk, selvom de er udenlandsk ejede. Den aggressive markedsføring på Google har ifølge Live Event Aarhus gjort, at mange tror, koncerten med Justin Bieber er udsolgt. Det er den dog ikke.

- De her sider sørger for at fjerne alle vores officielle sider, hvor man kan købe billetterne fra Google ved at bruge penge på det. Derudover udbyder de billetterne, og det er ikke engang til en lille mérpris. Det er næsten til dobbeltpris. Det er en forretningsmåde, som vi absolut ikke billiger, siger han.

Tidligere på ugen valgte Live Event Aarhus at politianmelde Viagogo til Østjyllands Politi i et forsøg på at få salget stoppet. Østjyllands Politi ønsker dog ikke at kommentere den konkrete sag.

Lidt længere sydpå – i Skanderborg – sidder Smukfests kasserer Per Langpap og river sig i håret over samme udfordring. Årets festival blev udsolgt på rekordtid, og festivalbilletterne er nu sat til salg på både Viagogo og Stubhub. På Ebay-tjenesten koster festivalbilletterne mellem 4.000 og 4.200 kroner.

Billetter til alle store koncerter

- Da vi opdagede det i december politianmeldte vi begge firmaer gennem vores advokat, siger han.

Samtidig kontaktede Smukfests advokat begge firmaer. Viagogo svarede aldrig, mens Stubhub rent faktisk svarede og lovede, at man ikke længere ville sælge billetter til festivalen. Et løfte som man altså er endt med ikke at holde.

Smukfest hører under Sydøstjyllands Politikreds. Her bekræfter politiet at have modtaget anmeldelsen, men ønsker ikke at oplyse noget om status på efterforskningen, da "det vil kunne kompromittere efterforskningen."

På billetformidlingstjenesten Stubhub er der i skrivende stund billetter til salg til de fleste større, danske koncerter. Det er blandt andet muligt at finde billetter til John Mayer, Bruno Mars, Shawn Mendes, Aerosmith, Celine Dion og Robbie Williams. Langt hovedparten af billetterne bliver solgt til overpris og bryder dermed dansk lovgivning, der tydeligt siger, at billetter ikke må sælges videre mod fortjeneste.

Gemmer sig i udlandet

Hverken Viagogo eller Stubhub er dog registreret som virksomheder i Danmark, men i Schweiz, England og Spanien, hvor reglerne for salg af billetter er mere lempelige.

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer souschef Susanne Aamann billetkøbere, der har givet overpris, til at politianmelde sælgerne.

- Det er umiddelbart den eneste mulighed, der er, siger hun.

Anderledes er det dog, hvis man får mistanke om, at billetportalerne selv sælger billetterne.

- Hvis man har en fornemmelse af, at de her platforme og formidlingstjenester ikke bare er platforme, men at de selv opkøber og sælger billetter, så er de ikke længere bare en formidlingstjeneste – så vil de være en erhvervsdrivende. Og så kan man gå til Forbrugerklagenævnet med det her, siger Susanne Aamann.

Viagogo har tidligere været under lup i DR’s forbrugermagasin Kontant, der afslørede, at tjenestens egne ansatte selv opkøbte billetter til koncerter for at sælge dem videre med fortjeneste.

DR Nyheder har været i kontakt med Ebays danske pressekontakt, der afviser at være ansvarlig for Stubhub og henviser til den engelske afdeling af virksomheden. Her er man ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse. Heller ikke Viagogo har reageret på DR’s henvendelse.