Skud affyret i Lyngby: Politiet talstærkt til stede ved DTU

I sidste uge blev der skudt mellem to biler ved DTU. Tirsdag aften har der igen været skyderi i området.

Der er tirsdag aften affyret skud ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i Lyngby.

Det oplyser Nordsjællands Politi, der fik anmeldelsen om skyderiet klokken 20.55, på Twitter.

Ifølge Ekstra Bladet er skuddene affyret på Akademivej.

Tirsdagens skud falder mindre end en uge efter et andet skyderi i samme område.

I krydset mellem Akademivej og Lundtoftevej blev der onsdag i sidste uge affyret flere skud mellem to biler.

Ingen personer blev ramt ved skudepisoden i sidste uge, men det er uvist, om nogen er blevet ramt ved tirsdagens skyderi.

/ritzau/