Skud affyret i Nakskov - banderelateret mand anholdt

Politiet er rykket talstærkt ud til et område i Nakskov efter et skyderi ved Byskolen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykkede tirsdag aften ud til Nakskov efter anmeldelse om, at der blev skudt ved Byskolen.

Politiet har for kort tid siden anholdt en yngre mand med relationer til bandemiljøet. Hans rolle i forbindelse med skudepisoden skal nu undersøges nærmere.

Der er formentlig afgivet 3-4 skud, oplyser politiet. Ifølge vidner er en mand set humpe derfra, men ham har politiet kort før kl. 22 endnu ikke fundet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser derfor vidner, der kan have oplysninger til skyderiet.

Ifølge TV2 er skuddene blevet affyret fra en bil, og politiet har fundet tre til fire patronhylstre.

Vrimler med politi - flere veje afspærret

Umiddelbart er der ikke meldinger om, at nogen skulle være ramt af skud.

Ifølge Ekstra Bladets netavis har lokale fortalt, at politiet har afspærret et område ved skolen. Flere veje i Nakskov er også spærret, og det vrimler med politi i området omkring Nørrevold.

Vagtchefen kan ved 21-tiden ikke oplyse yderligere om episoden, men henviser til politiinspektør Kim Kliver. Ham er det trods flere forsøg ikke lykkedes at få i tale.

/ritzau/

Facebook
Twitter