Skud affyret mod kiosk i Tingbjerg

Natten til søndag blev der affyret adskillige skud i den københavnske bydel Tingbjerg. Politiet vil ikke udelukke, at der kan være tale om et bandeopgør

Skudepisoden i nat kan muligvis have forbindelse til bandekonflikten, som siden nytår er blusset op i det storkøbenhavnske område. Her har der været ekstraordinært mange banderelaterede skyderier på åben gade i den senere tid.

Skuddene blev løsnet af ukendte gerningsmænd på Ruten i Tingbjerg, og projektilerne ramte en kiosk. Der var mennesker inde i forretningen, men ingen blev ramt, siger politiet, der blev alarmeret om skyderiet klokken 00.44.

Derudover er det foreløbigt sparsomt med oplysningerne i sagen fra boligområdet Tingbjerg, der ofte plages af uro og skudepisoder.

- Der er afgivet nogle skud ude på stedet. Det er rimelig mange, og vi er lige nu ved at tælle op, hvor mange det er. Men ingen er ramt, og ingen er kommet til skade, fortæller vagtchef Kim Nicholsen fra Københavns Politi.

Kan muligvis være banderelateret

Skudepisoden kan muligvis have forbindelse til bandekonflikten, som siden nytår er blusset op i det storkøbenhavnske område. Her har der været ekstraordinært mange banderelaterede skyderier på åben gade i den senere tid.

Den formodede flugtbil blev kort før klokken 1 - få minutter efter skuddene blev affyret - fundet delvist udbrændt på Klausdalsbrovej i Bagsværd.

- Der er tale om en Ford Mondeo, der blev meldt stjålet i Nordsjælland i midten af april. Den er lettere brandskadet, så vi håber på, at vores teknikere muligvis kan finde nogle brugbare spor, siger Kim Svenningsen, vagtchef ved Vestegnens Politi.

Tidligt søndag morgen er der ikke nogen anholdte efter nattens skyderi i Tingbjerg.

10 millioner til bandeenhed

Den optrappede bandekonflikt har ført til, at Rigspolitiet i marts besluttede at udløse en ekstraordinær bevilling på 10 millioner kroner til Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og den særlige bandeenhed Task Force Øst.

Det skete efter, at en 19-årig mand blev dræbt af skud i Høje Gladsaxe i januar, og i februar blev en 27-årig mand dræbt på Finsensvej på Frederiksberg. Adskillige andre er blevet såret i voldelige opgør.

En af spillerne i konflikten er indvandrerbanden Loyal To Familia (LTF), som hovedsageligt holder til omkring Blågårds Plads på Nørrebro og i netop Tingbjerg, men også i Skovlunde og Kokkedal i Nordsjælland.

/ritzau/