Skud mod dørmænd ved natklub

To dørmænd på natklubben Vega i København havde mistanke til, at en ca. 25 årig mand havde narko på sig, og ville derfor visitere ham. Her trak manden en kaliber 22 pistol og affyrede to skud.

En af de anholdte efter skudepisoden ved Vega føres bort af politiet.. (Foto: Localeyes © Localeyes)

To dørmænd slap uskadt, da festen for 800 mennesker på natklubben Vega i København natten til lørdag endte med skyderi.

De to dørmænd havde mistanke til, at en cirka 25 årig mand havde narko på sig, og de trak ham derfor ud i køkkenet for at visitere ham. Her trak manden en kaliber 22 pistol og affyrede to skud, hvoraf det ene snittede buksebenet på den ene dørmand.

- Det skud blev afgivet for at ramme dørmanden, og det var meget tæt på at lykkes, siger den centrale vagtleder ved kriminalpolitiet i København.

To venner anholdt

Den unge mands venner var fulgt med ud i køkkenet, hvor de råbte op, og under tumulten lykkedes det gerningsmanden at flygte. Efterfølgende kunne politiet dog anholde to venner til gerningsmanden, hvor af den ene formentlig vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag. Han blev taget med en pistol på sig, men det er endnu uvist, om det er gerningsvåbnet.

Politiet leder nu efter den arabisk udseende gerningsmand, der er cirka 175 centimeter høj og spinkel, men atletisk af bygning. Han har et markeret ansigt og bar en rød t-shirt og mørke cowboybukser.