Skudoffer ved københavnsk synagoge var en ung jøde

Politiet var ved synagogen, da en person skød og dræbte et ungt medlem af Det Jødiske Samfund.

(© Openstreetmap)

Det var et ungt medlem i 30'erne af Det Jødiske Samfund, der blev skudt i hovedet og døde foran synagogen i Krystalgade i København kort før klokken 01 natten til søndag.

Det bekræfter formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, til DR Nyheder.

Manden arbejdede som vagt ved synagogen og var medlem af menigheden. Synagogen lagde lokaler til en fest for cirka 80 personer, og den dræbte mand var vagt og kontrollerede de gæster, der ankom til synagogen.

asmussen_1

Sikkerhed opgraderet efter angreb mod Krudttønden

Der var desuden to bevæbnede betjente til stede, da sikkerheden ved synagogen var blevet opgradet efter skudangrebet mod Krudttønden lørdag ved 15.30-tiden. Det var også medvirkende til, at gerningsmanden ikke stod bag en større tragedie, mener formanden.

-Det her er uhyggeligt og chokerende, men selvfølgelig må jeg også sige, at det kunne have gået helt galt, havde der ikke været politi til stede. Så kunne man måske have tvunget sig adgang til menighedshuset - det tør jeg slet ikke tænke på, siger Dan Rosenberg Asmussen.

Betjentene blev ramt af skud i henholdsvis benet og armen, men besvarede skuddene fra gerningsmanden. Han stak af til fods.

Overvejer om Carolineskolen skal lukke mandag

Der var en jødisk konfirmationsfest i menighedshuset og alle gæsterne blev ført i sikkerhed af politiet og tilbudt samtale med krisepsykologer.

Der er forhøjet beredskab ved andre jødiske institutioner i Danmark skolen, og Det Jødiske Samfund vil søndagen igennem overveje, om det overhovedet er en god idé, at børn møder op på Carolineskolen på Østerbro i København mandag morgen.