Skudramte er centrale personer i bandegruppering fra Mjølnerparken på Nørrebro

Grupperingen har ligget i åben krig med banden LTF de seneste måneder.

Flere ambulancer kørte med politieskorte mod Rigshospitalet i aftes, efter der blev affyret flere skud i Mjølnerparken. (Foto: Thomas sjoerup/Scanpix 2017) (Foto: Thomas Sjoerup © Scanpix)

En 30-årig mand mistede i aftes livet, da han og to andre mænd blev skudt ved et hostel på Nørrebro i København.

En anden er i kritisk, men stabil tilstand, mens den tredje mand er sluppet med mindre og ikke livstruende skader.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er alle mændene medlemmer af bandegrupperingen, der holder til i Mjølnerparken på ydre Nørrebro, der tidligere har gået under navnet Brothas. De har alle tre været en del af bandemiljøet længe og er centrale skikkelser i netop banden omkring Mjølnerparken.

Grupperingen har i de seneste måneder ligget i åben krig med Nørrebro-banden Loyal to Familia, LTF.

Det har ført til en lang række skyderier, og en del af dem har fundet sted i og omkring det sociale boligbyggeri Mjølnerparken.

Bandegrupperingen blev egentlig opløst i 2016, men er tilsyneladende genopstået, efter at Loyal To Familia siden foråret har spredt sig til flere områder i landet.

Københavns Politi vurderer, at Brothas og grupperinger fra Nordvest og Husum har dannet fælles front mod LTF.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke nye oplysninger om gårsdagens skyderi, men forventes at orientere pressen senere på morgenen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har politiet en formodning om, at der er brugt en automatriffel til skyderiet, hvilket kan forklare, at vidner har hørt flere skud hurtigt efter hinanden.

På et pressemøde i aftes efterlyste politiet vidner, der kan hjælpe med den videre efterforskning.

- Det kan være køretøjer, der er kørt væk i høj fart eller folk, der er løbet derfra i tidsrummet mellem 19.10 og 20 minutter frem, sagde vicepolitiinspektør Dannie Riise.

Politiet havde i aftes ingen anholdte og ønskede ikke at kommentere på, hvem der kan stå bag skyderiet.

Det er ikke mere end en lille uge siden, at LTF's leder, Shuaib Khan, blev løsladt fra fængsel, efter at have siddet varetægtsfængslet siden starten af august. Han blev i oktober idømt tre måneders fængsel for trusler mod en betjent. Samtidig idømte Københavns Byret ham en betinget udvisning.

Bandelederen blev i foråret løsladt efter en anden fængselsstraf, og der tiltog bandekonflikten i København.

Facebook
Twitter