Skybrud fik tag til at styrte sammen

Et kraftigt skybrud sendte i går Falck på ekstra arbejde. Værst gik det ud over Støvring.

Et skybrud var mere, end taget kunne holde til over benzinstanderne på Shell-stationen. (© Local Eyes Nordjylland)

Et kraftigt skybrud sendte i går Falck på ekstra arbejde.

Værst gik det ud over Støvring. Her styrtede taget ned over benzinstanderne ved en Shell station i aftes ved 19 tiden.

60 millimeter i løbet af kort tid

Ifølge Nordjyske Stiftstidende gav skybruddet om eftermiddagen 60 millimeter vand i løbet af kort tid, og det var mere, end taget kunne holde til over benzinstanderne ved Shell-stationen. Taget styrtede ned over en bil, som holdt parkeret ved en benzinstander.

Falck blev kaldt ud til stedet omkring 19.40 for at få bilen fri, der blev fanget under taget. Bilen fik store skader, men ingen personer kom noget til.

Oversvømmede kældre og veje

Falck var yderligere ude 10 steder i Støvring by til kældre i almindelige huse og boligblokke, som blev oversvømmede. Også flere kloakdæksler og veje led under det pludselige regnskyl.

Ifølge DMI opførte regn- og tordenvejret sig meget lokalt. For eksempel viser vejrtjenestens nedbørsmåler i Aalborg, at der kun faldt fem millimeter nedbør i går, mens der altså tilsyneladende lå 60 millimeter regn på det tag, som styrtede sammen i Støvring.

Facebook
Twitter