Situationen på Nørrebro i København er allerede voldsom, da urobetjent Flemming Sloth Andersen kommer frem.

Der er bål og brand i containere på gaden, og lugten af tåregas hænger i luften. Fliser bliver flækket op fra fortovet, og brosten bliver brugt som kasteskyts mod politiet.

Datoen hedder 18. maj 1993, og klokken er 23:30, da Flemming Sloth pludselig står i noget, der ligner en krigszone.

- Den her stemning, lyd og larm, der var dernede. Lugten. Den her intensitet og hadefulde stemning, der var. Vi var slet ikke klar over, hvor galt det her kunne gå, fortæller han.

Men det skulle vise sig at gå rigtig galt.

Hvad Flemming Sloth og hans kollegaer ikke er klar over på det her tidspunkt af aftenen er, at der vil blive givet den nok mest omdiskuterede ordre i dansk politihistorie siden Anden Verdenskrig - nemlig en ordre om at trække pistolerne med en rasende menneskemængde foran sig, så betjentene kan skyde mod demonstranterne.

Omkring klokken 00.30 får betjentene på Nørrebro ordre på at trække pistolerne. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © sCANPIX)

For at forstå, hvordan tingene ender, som de gør natten til den 19. maj, skal vi tilbage til 1992, hvor et marginalt flertal af danskerne stemte nej til det det udvidede samarbejde med EF, der ville gøre Det Europæiske Fællesskab til Den Europæiske Union (EU).

I 1993 blev danskerne igen sendt til stemmeurnerne, men denne gang er der skrevet fire forbehold ind i aftalen. Men der er stadig modstand mod afstemningen og mod EU.

- EU-spørgsmålet delte befolkningen. Også i aldersgrupper. Det var ikke kun et spørgsmål om de unge mod de ældre. Det var i alle generationer, at der var en deling, siger daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i dag og fortsætter:

- Nørrebro var jo kendt gennem årene op mod 1993 for at være et af de steder, hvor der var meget stor modstand.

Og den modstand kommer også til syne på afstemningsdagen i 1993 - den 18. maj 1993, hvor Flemming Sloth bliver sendt til Nørrebro til voldsomme optøjer.

"Ja" til EU udløser protestvandring

Det starter ellers i ro og mag, da en stor gruppe mennesker stimler sammen til et lovligt anmeldt arrangement på Blågårds Plads på Indre Nørrebro omkring klokken 18.

Mange af de fremmødte mener, at afstemningen er udemokratisk, fordi den allerede er blevet gennemført en gang, og de mener, at det er det samme, danskerne skal stemme om i denne omgang.

Omkring klokken 22 står resultatet klart: Den 18. marts 1993 stemmer et flertal på 56,8 procent af danskerne for, at Danmark skal træde længere ind i EF, der senere på året vil blive til EU.

I samme øjeblik sker det så. Fra scenen bliver der opfordret til, at alle vandrer mod Christiansborg for at vise politikerne deres utilfredshed med afstemningen og EF. Omkring 400 personer sætter i bevægelse ad Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Ved Nørrebrogade skal de dreje til højre, fortsætte ind over Dronning Louises Bro over søerne og så videre ind mod Christiansborg.

Demonstranterne nåede aldrig ind til Christiansborg.

Men menneskemængden når dårligt til højresvinget ved Nørrebrogade. Her bliver de mødt af en politibil. Pludselig flyver en flaske gennem luften. Den rammer og smadrer forruden på politibilen.

Nørrebrogade i flammer

Reaktionen kommer med det samme. Politiet sætter i fart og kører over Dronning Louises Bro for at spærre den af, så demonstranterne ikke kan nå ind mod Indre By.

Demonstranterne svarer lynhurtigt igen ved at bygge barrikader på Nørrebro-siden af broen. Der bliver tændt bål i gaderne, i biler og i containere, og der ryger hurtigt bannere op i gaderne.

Nørrebro er hermed erklæret for EF-fri zone, hvis man skal tro aktivisternes bannere.

Med det samme skratter radioen på Københavns Politigård.

”Der er nu affaldscontainere ad Ravnsborggade mod Nørrebrogade. Der er tale om BZ’ere, og det er med huer”, lyder beskeden fra betjente på Nørrebro, der er sendt ud for at følge begivenhederne.

Klokken er 22.22, da vicepolitikommissær Leo Lerke ankommer til Dronning Louises Bro. Her skal han lede de uniformerede og civilklædte betjente, som han beder om at få sendt til området.

Det er Leo Lerkes plan, at betjentene skal være til stede, men de skal ikke nødvendigvis bryde igennem barrikaderne. Men det ændrer sig, da klokken slår 23.07, og politiet får anmeldelse om brand i en beboet ejendom på Nørrebrogade 9A, der ligger lige bag barrikaderne.

Nu er der ikke længere bare tale om, at ro og orden i gaderne er i fare. Det er der også menneskeliv, der er, og Leo Lerke beslutter, at politiet er nødt til at bryde gennem barrikaden.

Fire ton løse brosten

Aftenens første gaspatron bliver affyret fra politiet og bliver sendt mod demonstranterne. Den bliver efterfulgt af flere, og demonstranterne begynder at sprede sig, og brandvæsnet kan komme frem.

Det viser sig, at branden er falsk alarm. En borger har forvekslet et genskær fra gadebålene med en egentlig ildebrand. Men demonstranterne er nu spredt til sidegaderne, og politiet er trukket ind i aktivisternes EF-fri zone.

I det samme løber en ny melding ind på politiradioen: Aktivister forsøger at tiltvinge sig adgang til politistationen i Blågårdsgade med en hjemmelavet rambuk, og der bliver sendt en knibemelding til kommandostyringen.

Leo Lerke sender en deling afsted mod Blågårds Plads, der kommer de nødstedte kollegaer til undsætning med tåregas. Det er den sidste tåregas, som Leo Lerkes delinger råder over, og kommandostationen bliver bedt om at sende flere gaspatroner til området.

Klokken er nu 23.30, og Flemming Sloth og de andre urobetjente ankommer til Nørrebrogade. De er klædt i civil og deres tøj er valgt, så de kan blande sig i folkemængden uden at blive opdaget.

Flemming Sloth har hævet sin pistol for at afgive varselsskud. (Foto: MOGENS FLINDT © sCANPIX)

De er ved at indfinde sig på Nørrebro, hvor politiet efterhånden mener at have kontrol over situationen.

Men alt andet viser sig at være tilfældet. For mens Leo Lerkes deling har haft travlt ved Blågårds Plads, har en gruppe på 200 til 300 aktivister samlet sig på Sankt Hans Torv, der ligger for enden af Fælledvej.

- Da jeg går op ad Fælledvej med mine urokollegaer tænker jeg, at det er ikke for sjov det her, siger Flemming Sloth Andersen.

Til KSN. Nu er vi angrebet midt på Fælledvej. Og nu må der kraftknuseme komme hjælp frem. Hurtigere fremad. Hurtigere fremad. Leo, vi er trængt ad helvede til. Skifter.

Radiomelding fra URO-betjent Flemming Sloth

Torvet er under ombygning, så der ligger læssevis af byggemateriel og fire ton løse brosten, der bliver et vigtigt våben for aktivisterne på torvet - og for betjentene, der er løbet tør for tåregas.

I ly en port

Flemming Sloth og hans kollegaer gemmer sig i en port ud til Fælledvej. De har fået ordre på at blande sig med demonstranterne og anholde uromagere, der angriber politiet.

- Vi kan se, at de uniformerede kollegaer står nede ad Nørrebrogade. Vi står og gemmer os. Vi kan bare se, at der er gang i noget derhenne, og vi kan se, at der bliver smidt brosten ud fra torvet, siger Flemming Sloth.

Men det er ikke bare sådan at gå ind og blande sig i menneskemængden. De bliver hurtigt opdaget, og aktivisterne begynder at angribe betjentene.

Flemming Sloth griber i stedet sin radio og beder Leo Lerke på kommandostationen (KSN) om at sende en deling af betjente op til dem, så de kan gemme sig bag en kæde af betjente, der har hjelm på og skjold foran sig:

I videoen her kan du høre meldingen over radioen.

”Kan I få delingen frem. Uniform 2 skifter.”

”KSN. Delingen må meget gerne komme hurtigere frem", lyder det fra Flemming Sloth, inden hans bøn bliver mere desperat:

”Til KSN. Nu er vi angrebet midt på Fælledvej. Og nu må der kraftknuseme komme hjælp frem.”

”Hurtigere fremad. Hurtigere fremad.”

”Leo, vi er trængt ad helvede til. Skifter.”

Byger af brosten

Leo Lerke forstår meldingen fra urobetjenten som en knibemelding, der betyder, at flere betjente omgående har brug for hjælp, og at alle ledige patruljer skal søge mod stedet. Sådan en melding skal tages dybt alvorligt og må ikke siddes overhørig.

Det er tredje gang, at Leo Lerke modtager en knibemelding.

Klokken er nu 00:18, og Leo Lerke kommanderer en deling på 24 betjente op ad Fælledvej.

Da urobetjentene hurtigt er kommet i sikkerhed bag deres kollegaer, tror Leo Lerke, at der stadig er to betjente i knibe på torvet.

Selvom hans folk mangler tåregas, får kæden ordre på at trække tættere mod torvet, hvor demonstranterne befinder sig. 50 meter før torvet kommer betjentene indenfor brostenenes rækkevidde, og stenene begynder at hagle ned over dem.

Der er en konstant regn af brosten.

En gruppe af aktivisterne kaster mod hoved og bryst. Når betjentene løfter deres skjolde, kaster en anden gruppe mod benene, og så tager den første gruppe over med nye høje kast, når politiet forsøger at beskytte benene.

Brosten ligger overalt på Fælledvej, hvor URO-betjente fik ordre på at kaste stenene tilbage mod aktivisterne. (Foto: Mikkel Østergaard © sCANPIX)

Gaden er forvandlet til noget, der ligner en krigszone. Flasker bliver knust, fliser og brosten bliver kastet, der bliver råbt, og pressefotografers blitz, der bliver udløst med få sekunders mellemrum, skaber kaotiske scener midt i København.

Så begynder jeg at spytte ud, og så står der bare søjler med blod og tænder og knogler og sådan noget. Så ved jeg godt, at der er sket noget seriøst.

Alexander Borgström, demonstrant

Leo Lerke kan kun se en mulighed: Kæden må fastholde sin position og blive ved med at rykke fremad, så sårede kollegaer ikke bliver liggende på jorden blandt aktivisterne. Betjentene kan med andre ord ikke trække sig på grund af de sårede kollegaer, mens Leo Lerke stadig frygter for de to civilklædte betjentes liv, mens de er på torvet.

Klokken er 00.27, da kommandostyringen modtager en melding om, at betjente "er trængt af helvede til" og er "i alvorlig knibe" ved hjørnet til torvet.

Urobetjentene får ordre på at samle brosten op fra jorden og sende dem tilbage i den retning, de kom fra: Mod aktivisterne.

"Træk pistolerne"

Leo Lerke betragter situationen som livstruende. Klokken 00.34.45 melder han på radioen til kommandostyringen, at hans deling er nødt til at trække skydevåben, hvis der ikke kommer assistance.

Otte sekunder efter bliver der råbt "Træk pistolerne!". I samme nu får Leo Lerke svar fra kommandostyringen. Hvis han skønner, at det er nødvendigt, så skal han gøre det.

I videoen her gives ordren til at trække pistolerne.

Flemming Sloth hører ordren fra Jens Anker Kristensen, der er urobetjentenes egen delingsfører.

- Inden Leo Lerke når at sige noget, siger Jens Anker ”træk pistolerne!” På det tidspunkt står jeg midt ude på vejen. Der er så mange huller i kæden foran mig, at da jeg trækker pistolen, skyder jeg ind mellem kollegaerne, fortæller Flemming Sloth.

"Træk pistolerne" lyder det igen klokken 00.34.59. Et sekund efter lyder de første pistolskud. Der bliver skudt op i luften, og der bliver skudt vandret mod demonstranterne.

Efter den første runde af skud lyder der pludselig en ordre midt i al larmen.

"Skyd efter benene! Skyd efter benene!", lyder ordren. Skuddene falder få sekunder efter. Hvem der afgiver ordren om at skyde mod benene - om det er en demonstrant eller en betjent - er der ingen der ved.

En af demonstranterne på pladsen, Alexander Borgström, er dog klar over én ting: Han har fået noget kastet lige i hovedet, lige der hvor "helvede er brudt løs" på Fælledvej.

- Jeg kommer lige rundt, og så ser jeg folk løbe, spørger hvorfor vi løber, og så siger det bare smadder lige ind i hovedet på mig. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg er ramt.

- Så begynder jeg at spytte ud, og så står der bare søjler med blod og tænder og knogler og sådan noget. Så ved jeg godt, at der er sket noget seriøst, fortæller han.

Tredje skudrunde

Der falder 92 skud mod demonstranterne og mod luften på Fælledvej i de minutter, og klokken er nu 00.37. Leo Lerke har modtaget gaspatroner til sine betjente.

Politiet affyrede både varselsskud og sigteskud.

Samtidig er en betjent på eget initiativ løbet fra Blågårds Plads til Fælledvej. Stadig i løb kaster han sin gaspatron ind i mængden af mennesker.

KSN, KSN, vi har afgivet varselsskud. Vi bliver simpelthen nødt til at trække os tilbage, der er mange tilskadekomne. D5 skifter.

Delingsfører 5 over radioen

Tåregassen får demonstranterne til at sprede sig. Betjentene får pludselig ben til jorden, de trækker længere op ad Fælledvej og helt ind til Sankt Hans Torv.

De bliver igen ramt af brosten, og de får ordre på at kaste sten tilbage. Klokken 00.46 vælger en af de ledende betjente at trække pistolerne på ny, og der bliver affyret en ny runde på 21 skud.

Det hele bliver filmet og fotograferet af journalister på stedet, der bliver kommanderet væk af Jens Anker Kristensen.

"Så kan I godt gå væk, nu bliver der skudt. Gå væk!", lyder det fra delingsføreren.

Samtidig løber en ny melding ind hos kommandostationen:

"KSN, KSN, vi har afgivet varselsskud. Vi bliver simpelthen nødt til at trække os tilbage, der er mange tilskadekomne. D5 skifter", lyder beskeden over radioen fra en delingsfører.

Jeg bliver ringet op af en meget forpustet ministersekretær, som fremstammer noget i retning af, at ”der er affyret mange skud på Nørrebro af politiet i selvforsvar.”

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Klokken er 01.00, før gaspatronerne når frem til Fælledvej. Og det er det, der skal til, for at kampene stilner af. Der er kun små sporadiske kampe tilbage.

- Den gik ind i smilehullet

Det er omkring det tidspunkt, at Poul Nyrup Rasmussen får besked om begivenhederne.

- Jeg bliver ringet op af en meget forpustet ministersekretær, som fremstammer noget i retning af, at ”der er affyret mange skud på Nørrebro af politiet i selvforsvar.”

- De informationer, der løbende tilgik mig, var tiltagende billede af totalt kaos. Voldsomme ildspåsættelser og først og fremmest politiet på gaden, som næsten helt frem til afslutningen af voldsomhederne, havde været i overhængende livsfare, fortæller han.

Mens statsministeren bliver orienteret om situationen, er Alexander Borgström nået frem til Rigshospitalet.

- Jeg kommer ind til røntgen og ud på briksen igen. Der gik to minutter, og så kom lægen ud og lagde hånden på mit bryst og sagde, at jeg ikke havde fået en sten i hovedet, men at der sidder et projektil i hovedet på mig.

- Den var gået ind i smilehullet, og så var den gået skråt ned, fjernet kæben, fortæller Alexander Borgström.

Alexander Borgström er ikke den eneste, der er blevet ramt af de i alt 113 skud, som de 33 betjente affyrrede. 10 andre fik behandling for skudsår på Rigshospitalet. Også politiet blev ramt hårdt den nat. 102 betjente kom til skade i de voldsomme scener den nat for 25 år siden.

Efterspillet

  • Begivenhederne på Nørrebro bliver i de følgende måneder og år genstand for mange undersøgelser og kritik.
  • I maj 1993 afviser justitsminister Erling Olsen nærmere undersøgelse af begivenhederne.
  • Det bliver op til politidirektør Poul Eefsen at skrive en rapport af hændelsesforløbet. I den konkluderer han, at der aldrig blev afgivet ordre til andet end varselsskud.
  • Efter Poul Eefsens rapport bliver tre betjente sigtet for overtrædelse af skydereglementet.
  • Rapporten møder stærk kritik i blandt andet medierne.
  • Efter en uge beder Erling Olsen rigsadvokat Asbjørn Jensen om at undersøge begivenhederne.
  • Asbjørn Jensen afleverer sin rapport den 29. august 1994. Den får hård kritik og bliver kaldt for utilstrækkelig.
  • Asbjørn Jensen udarbejder en ny rapport, der ligger færdig den 30. maj 1995. Heller ikke den er tilfredsstillende.
  • Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, går ind i sagen. Han kritiserer begge rapporter fra Rigsadvokaten, som han mener tegner et tvivlsomt billede og er præget af vilkårlighed. Samtidig finder han det betænkeligt, at det er Rigsadvokaten, der arbejder under Justitsministeren, der skal undersøge politiets arbejde.
  • Justitsministeren forsvarer i første omgang Asbjørn Jensen, men erkendte senere, at der var brug for en ny undersøgelse. Samtidig bliver retssagerne mod de tre betjente droppet.
  • Folketinget nedsætter en undersøgelseskommission, der offentliggør en rapport i 2000.
  • I den bliver politiets handlemåde og de 113 skud godkendt.
  • Rapporten kritiserer dog politiet for ikke at have iværksat en systematisk undersøgelse af indsatsen den 13. maj 1993.

Kilder: Videooptagelser fra Nørrebro den 18. maj 1993, DR's arkiv, Politimuseet, dokumentaren "Skydeordren, der forsvandt", Politiken, Ekstra-Bladet, fagmagasinet Dansk Politi, kommissionens redegørelse. Interviews med Leo Lerke, Flemming Sloth Andersen, Poul Nyrup Rasmussen, Alexander Borgström.