Slag og spark mod 12-årige: Eksperter kritiserer ekstrem kampsport

Eksperter er urolige for, at børn dyrker den voldelige kampsport MMA. - Kom ud og besøg os, siger træner.

En kamp til MMA-stævne i Sønderborg

De slår, sparker og holder hinanden fast i kampsporten Mixed Martial Arts, MMA.

Nogle vil sige, at de smadrer hinanden.

Det er en blanding af brydning, boksning, karate og jiujitsu, og det meste er tilladt, når kampen udkæmpes - og det er populært.

Men flere klubber tillader, at børn ned til 12 år kan være med. Normen er 16 år, og den unge alder er et problem, mener flere kritikere ifølge Kristeligt Dagblad:

Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Hans Henrik Knoop kan slet ikke se, hvilke kompetencer sporten giver børn, som de ikke lige så godt kunne få gennem andre sportsgrene, hvor det ikke går ud på at lemlæste hinanden.

Han sammenligner sporten med voldelige computerspil og mener at aldersgrænsen burde være 18 år.

- Det er en måde at brutalisere sport på, og det bør ikke tilbydes til børn, siger han til Kristelig Dagblad.

Risiko for varige mén

Også læger er bekymrede, for der er risiko for varige men, som følge af de mange slag og spark. Især for børn, da deres hjerne ikke er færdigudviklet, forklarer Jacob Springborg, speciallæge i neurokirurgi på Rigshospitalet til DR Nyheder:

- Der er en masse finere funktioner, der er ved at blive dannet. Det gør i hvert fald, at der teoretisk er risiko for, at nogle af de funktioner vil blive skadet, når man får et voldsomt slag eller talrige lettere slag mod hovedet, siger han.

'Kom ud og besøg os'

I Københavns Nordvestkvarter underviser dansk sværvægtsmester i MMA, Christian Colombo, i klubben CSA. Her tillader man, at børn ned til 13 år kan deltage, og som træner afviser han pædagogens og lægens kritik:

- Jeg synes, de skal komme ud og se, hvad vi laver, når vi træner med de unge. Der er ikke noget kontakt til hovedet, de får ikke lov til at sparke til hinanden. De får lov til at afprøve teknikken. Det er ikke vold, og det gør ikke ondt, siger han.

Derimod har de unge udøvere godt af at 'mærke kroppen og mosle rundt', som de fleste drenge har brug for, mener Christian Colombo.

Klubben har også klare regler for den kontrollerede slåskamp: De unge udøvere kan til hver en tid klappe i gulvet, stoppe og tage en pause, ligesom de får at vide, at det er en sportsgren og ikke rigtig slåskamp:

- Lige så snart vi går ud af døren, så er vi venner. Det er en sportsgren og sådan er det, siger Christian Colombo.

Kan være mindre skadelig

De vide rammer for udøvelsen af slag og spark i MMA kan muligvis også betyde, at MMA er mindre skadelig end for eksempel boksning, mener Jacob Springborg:

- MMA er en sportsgren, der koncentrerer sig meget om hele kroppen, hvor for eksempel boksning er en sport, der koncentrerer sig meget om de hårde slag mod hovedet.

Ifølge det danske MMA-forbund DMMAF er der 2049 udøvere af MMA i Danmark.

Facebook
Twitter