Slagelse Sygehus kalder påbud "ubegrundet": Vi har handlet

Sygehuset har blandt andet skåret ned på antallet af patienter og midlertidigt lukket akutafsnit.

- Vi tager det her påbud meget alvorligt, og vi har handlet på det, siden vi blev klar over den her situation for et år siden, siger Slagelse Sygehus' direktør, Vagn Bach. (© dr)

Slagelse Sygehus har fået påbud mod at modtage og behandle akutte neurologiske patienter med blandt andet hjernehindeblødning, epilepsi og en bestemt nervelidelse.

Men Styrelsen for Patientsikkerhed, som har udstedt påbuddet, havde ikke behøvet at gå så langt, mener Slagelse Sygehus' direktør Vagn Bach.

- Vi føler, at selve påbuddet er ubegrundet, fordi vi har handlet på det og skabt en helt anden situation for Slagelse Sygehus på det her område, forklarer han.

Sygehusdirektøren understreger, at problemstillingen bliver taget alvorligt. Af samme grund fik sygehuset for et år siden selv udarbejdet en rapport om problemerne på afdelingen og satte efterfølgende gang i en række tiltag.

- Vi tager - og har taget - situationen meget alvorligt og reduceret antallet af patienter fra 15 til fem. Vi har også selv lukket det akutte afsnit, så vi midlertidigt ikke modtager akutte patienter på det neurologiske afsnit. Så på den måde mener vi, at vi har handlet.

Alle har speciallægeanerkendelse

Enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, har i et interview med DR Nyheder forklaret, at der har været en konstruktiv dialog med Slagelse Sygehus, men at forholdene "ikke er forbedret væsentligt".

Det centrale problem har været, at lægerne ikke har været dygtige nok til deres arbejde. I tilsynsrapporten, som ligger til grund for påbuddet, bliver der for eksempel henvist til, at der er en række "sproglige udfordringer" mellem lægerne og så patienter og personale. Det skyldes, at en del af lægerne er uddannet i blandt andet Rusland, Polen og Litauen.

Vagn Bach siger dog, at samtlige læger på afdelingen har dansk speciallægeanerkendelse, hvilket Styrelsen for Patientsikkerhed selv udsteder.

- Om de har kompetencer til at varetage den mængde af opgaver, der tidligere har været på afdelingen, kan man jo altid diskutere, men det har vi også handlet på, siger sygehusdirektøren med henvisning til nedbringelsen af antallet af patienter.

Patienter skal være trygge

Den neurologiske afdeling på Slagelse Sygehus har som sagt fået et påbud mod at tage imod akutte patienter, men ifølge Vagn Bach er der ikke nogen grund til at bekymre sig som patient.

- Jeg mener, at vi skal gøre det klart, at patienterne skal være trygge på det sygehus, som vi har nu – også de neurologiske patienter. Vi har handlet på det, og vi efterlever Styrelsen for Patientsikkerheds påbud, siger han.

- Det her påbud er - sammen med de initiativer, vi selv har taget - med til at sikre, at der er en god kvalitet i den behandling, vi laver på Slagelse Sygehus inden for det neurologiske område.

Påbuddet fra Styrelsen fra Patientsikkerhed ophæves først, hvis Slagelse Sygehus entydigt kan dokumentere, at sygehuset har forbedret bemandingen med neurologiske speciallæger væsentligt og har stabile arbejdsgange, når det gælder tilkald af læger til akutmodtagelsen.