Slagtermester om undsluppen ko: 'Det sker meget sjældent'

Ifølge Knud Erik Nielsen er det mindst fem-ti år siden, at en ko er stukket af fra Aarhus Slagtehal.

Århus Slagtehus (foto ernst van norde) (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Tirsdag morgen måtte politiet i Aarhus rykke ud og hjælpe med jagten på en noget anderledes undsluppen fange: En kvie, der skulle slagtes i Aarhus Slagtehus i Sydhavnen, var lykkedes med at undgå sin skæbne - for en stund.

Ifølge politiet var kvien stukket af lidt før klokken ni, og da det store klovdyr blev betragtet som potentielt farlig, valgte man at indstille kørslen med letbanen, og sendte flere patruljer afsted jagt.

Klokken 9.42 blev kvien fundet og aflivet af betjentene.

Slagtermester Knud Erik Nielsen fortæller, at der var tale om en kvie af blandingsrace, som kun var sluppet ud, fordi der i øjeblikket er anlægsarbejder i gang i forbindelse med en udvidelse af det kommunale forsyningsnet.

- Det har været nødvendigt at rykke hegnet ned, som ellers sørger for, at dyrene bliver inde på grunden, hvis de af en eller anden årsag slipper fri. Men nu var hegnet væk.

Derfor er det også meget sjældent, at man oplever tilsvarende vellykkede flugtforsøg hos Aarhus Slagtehus, som er SkareGruppens danske kreaturslagteri med en kapacitet på 1.400 kreaturer om ugen.

- Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Det er i hvert fald fem-ti år siden, fastslår slagtermester Knud Erik Nielsen kort efter, at han er tilbage i Aarhus Slagtehus efter morgenens usædvanlige kviejagt rundt på havnen.

Facebook
Twitter