Slankepille trækkes tilbage

Slankemidlet Acomplia bliver taget af hylderne efter Det Europæiske lægemiddelagentur har anbefalet, at godkendelsen af produktet bliver suspenderet i hele EU.

Acomplia har været anbefalet som et supplement til diæt og motion for overvægtige, der ønsker at tabe sig. Nu vurderer myndighederne at det kan give risiko for psykiske problemer.

Det europæiske lægemiddelagentur har anbefalet, at godkendelsen af lægemidlet Acomplia fra firmaet Sanofi-Aventis bliver suspenderet. Det skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Agenturet er kommet frem til, at fordelene ved Acomplia ikke længere vejer tungere end ulemperne.

Risiko for psykiske problemer

Lægemiddelagenturet har vurderet, at overvægtige patienter, der tager Acomplia, har dobbelt så stor risiko for at udvikle psykiske problemer som andre overvægtige, der tager uvirksom medicin (placebo).

Acomplia har været anbefalet som et supplement til diæt og motion for overvægtige, der ønsker at tabe sig. Fra starten har myndighederne advaret mod psykiske bivirkninger og især muligheden for depression.

I 2007 fik 5604 danskere udskrevet Acomplia. Lægemiddelstyrelsen i Danmark har modtaget 70 indberetninger om bivirkninger ved lægemidlet.

Virksomhed indstiller salget

I en kommentar siger medicinsk direktør Henning Andersen fra Sanofi-Aventis, der står bag produktet i Danmark:

- Sanofi-Aventis respekterer naturligvis myndighedernes indstilling til Acomplia. Vi har derfor valgt at indstille salget af produktet indtil data fra fortsatte studier er analyseret. Vi er i fortsat tæt dialog med lægemiddelmyndighederne i både EU og Danmark. Lægemiddelstyrelsen er kommet med anbefaling til patienter, apoteker og læger og vi opfordrer til, at disse anbefalinger følges.

Facebook
Twitter