Slankepillen Alli undersøges for leverskader

De amerikanske myndigheder er bekendt med 32 tilfælde af alvorlige leverskader blandt brugere af stoffet Orlistat, der findes i slankepillen Alli, der kom i håndkøb i maj.

De amerikanske myndigheder er bekendt med 32 tilfælde af alvorlige leverskader blandt brugere af stoffet Orlistat, der findes i slankepillen Alli, der kom i håndkøb i maj. (© Colourbox)

Slankepillen Alli, der første gang kunne fås i håndkøb i maj, undersøges for øjeblikket af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

I 32 tilfælde er der rapporteret alvorlige leverskader blandt brugere af stoffet Orlistat, der findes i den populære slankepille, samt det receptpligtige Xenical, skriver Jyllandspostens forbrugerhjemmeside, fpn.dk.

Herhjemme oplyser Lægemiddelstyrelsen, at den følger sagen - ligesom den europæiske lægemiddelstyrelse, EMEA, også gør det.

Overlæge: Leverskader kan skyldes andre ting

Ifølge Steffen Thirstrup, der er overlæge ved Lægemiddelstyrelsen, er det dog langt fra sikkert, at det er Orlistat, der er skyld i leverskaderne.

- Der er ikke nogen, der har fundet en sammenhæng. Man er bare ved at undersøge det. De 32 tilfælde af svære leverskader er indberettet over en periode på 10 år mellem 1999 og 2008. Og mere end 35 mio. mennesker har brugt Alli eller Xenical. Og langt de fleste bivirkninger, vi kender, stammer fra det stærkere produkt Xenical, der har været på markedet langt længere end Alli," siger han til hjemmesiden.

Leverskaderne kan også skyldes alkohol, hepatitis eller overvægt, oplyser overlægen.

Medicinalvirksomhed: Sammenhæng ikke påvist

Medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline, der står bag Alli, kender til undersøgelsen, men understreger, at det blot er en undersøgelse.

- Vi ved, at FDA har Alli på sin observationsliste, men det er almindelig praksis, at de gennemgår produkter, og der er endnu ikke påvist nogen sammenhæng," siger Annette Marcher, marketingschef ved GlaxoSmithKline.

- Hvis der findes en sammenhæng, vil vi selvfølgelig rette ind. Men det er vigtigt for os at sige, at Alli er testet på over 30.000 personer, og vi har ikke fundet nogen tilfælde af leverskader, tilføjer hun.

Steffen Thirstrup regner med, at den europæiske lægemiddelstyrelse drøfter sagen sidst i oktober.

Slankepiller
  • Slankepillerne Alli og Xenical indeholder stoffet Orlistat.
  • I begge præparaters indlægssedler nævnes leverbetændelse som en af de meget sjældne bivirkninger.
  • Andre slankepiller indeholder Amfepramon eller Sibutramin, som det virksomme stof.
  • Mere end 1,3 millioner danskere er overvægtige.
  • Siden 1987 er forekomsten af overvægt i Danmark steget med 75 procent.
  • Næsten 100.000 danskere har problemer med deres helbred som følge af deres overvægt. Hyppigste følgesygdom er type-2 diabetes, som forekommer hos 5-10 flere overvægtige end normalvægtige.