Sliksvindel i Malmø: Tonsvis af gammelt slik bremset på vej til danske bland-selv-butikker

Svenske myndigheder har udstedt forbud mod salg af op mod hundrede tons slik.

I danske bland-selv-butikker har myndighederne fundet ulovligt slik. Nu er flere svenske firmaer politianmeldt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Myndighederne i Malmø forsøger nu at lukke smuglerruter, der har ført tonsvis af gammelt slik med falske mærkater fra Sverige til Danmark.

Flere firmaer er blevet politianmeldt, oplyser Fødevarekontrollen i Malmø.

Følg Fødevarestyrelsen ned i en uhumsk kælder, dengang i 2015, hvor der blev fundet store mængder af gammelt udgået slik, der var pakket op til gensalg.

Det drejer sig om op mod hundrede tons ulovligt slik, som man i løbet de seneste to år har fundet på uregistrerede lagre i Malmø og udstedt forbud mod at sælge.

- Vi mistænker, at det er gammelt slik, som man har pakket om for at sælge fortrinsvis på det danske marked, fortæller Arvid Nordland, afdelingschef hos Fødevarekontrollen i Malmø til SVT.

Når det kan betale sig at smugle slik fra Sverige, skyldes det,at momsen på fødevarer er lavere end i Danmark, hvor der også er ekstra afgift på sukkervarer og chokolade.

Tip fra Danmark

DR har tidligere i serien "Sådan svindles Danmark" beskrevet, hvordan sporet ofte fører til Sverige, når ulovlig og gammelt slik bliver fundet i danske bland-selv-butikker.

- Når vi beslaglægger slik, som ikke er sporbart, sker det ofte, at virksomhederne skaffer fakturaer. Disse kommer ofte fra Sverige, fortalte Michael Rosenmark, leder af Fødevarekontrollens rejsehold dengang.

Det er da også tip fra de danske myndigheder, der har ført til, at det svenske politi nu kan efterforske flere virksomheder.

Og det er et område, som man i Sverige bliver nødt til at fokusere mere på, mener Arvid Nordland fra Malmøs fødevarekontrol.

- Dette er klart noget, som vi fortsat må prioritere. Desværre har vi ikke i Sverige en rigtig organisation til at håndtere den slags. Vi forhører os meget hos danskerne, og vi mærker, at de er betydeligt mere forberedte og organiserede til at kunne håndtere de her komplekse sager, siger han.

Facebook
Twitter