Sløjdlærer tæmmer forhadt kæmpeplante

Om sommeren skal man holde sig fra kæmpebjørneklo, men om vinteren er sagen helt anderledes, mener sløjdlærer Jørgen Mogensen fra Dianalund.

Kæmpebjørneklo er forhadt af de fleste naturelskere, og over hele landet har kommunale teknik- og miljøudvalg lagt nøje planer for bekæmpelse af kæmpeplanterne.

Men i Dianalund ser sløjdlærer Jørgen Mogensen helt anderledes på sagen. I vinterhalvåret bruger han de visne planter i sin undervisning.

Sløjdlærer Jørgen Mogensen, Dianalund (Foto: Asger Ellekrog- DR Sjælland)

- Du kan næsten ikke nævne noget, man ikke kan lave af bjørneklo. Det er et meget let materiale med en god struktur, som nemt kan bearbejdes, siger Jørgen Mogensen.

Biler og billedrammer

Han har blandt meget andet fremstillet biler, både og billedrammer af de visne plantestængler. En hobbykniv og lidt lim og så lige en vissen kæmpebjørneklo, så er man godt i gang.

I sommermånederne skal man til gengæld holde sig fra kæmpebjørneklo. Saften fra de op til fire meter høje planter er giftig og kan i værste fald fremkalde voldsom eksem.

Øverst på denne side kan du se Jørgen Mogensen lave en blyantholder af et stykke kæmpebjørneklo.

Facebook
Twitter