Slukker for din indre termostat: Fem fakta om MDMA

Det farlige feststof kan overophede kroppen, så nyrerne står af.

MDMA eller ecstasy findes både i pille- og pulverform. (Foto: Nóel Celis © Scanpix)

Natten til lørdag omkom en 16-årig dreng fra Dianalund på Vestsjælland, formentlig efter at have indtaget det euforiserende stof MDMA - også kaldet ecstasy - til en fest i en lejlighed.

Tidligere på året kostede en dose af samme type feststof en 15-årig dreng samt en 32-årig mand livet andetsteds i landet. Det skete samme uge, som to teenagepiger blev indlagt til hastebehandling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Her er fem fakta om nattelivets farlige, kemiske rusmiddel, der indtil videre har kostet mindst tre personer livet i 2018.

Hvad betyder MDMA?

MDMA er en forkortelse for den kemiske betegnelse 3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin.

Stoffet er det samme som ecstasy, der også går under betegnelserne ‘Molly’ eller ‘E’.

Hvad gør det ved en?

Det stimulerer hjernen og gør brugeren vågen og mere aktiv. Mange oplever, at MDMA gør en mere social og glad, og den gør det lettere at nyde musik. Man kan også blive mere kærlig over for både dem, man kender samt fremmede.

Rusen varer mellem halvanden og fem timer. Den indtræffer en halv til halvanden time efter indtagelse, alt efter hvor meget man har taget.

- Stoffet frigiver serotonin og dopamin i hjernen. Det giver velvære, og man bliver åben og empatisk, så det har jo nogle gode effekter - sådan opleves det i hvert fald. Men samtidigt er det også et stof, der kan være vældigt farligt, advarer professor Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning.

Hvad gør det ved kroppen?

I yderste konsekvens kan det sætte kroppens varmeregulering ud af kraft. Det betyder, at kropstemperaturen stiger og kommer op over 42 grader. Det er en temperatur, der er vanskelig at slå ned igen og som ødelægger de indre organer.

Man kan sige, at kroppens termostat går i stykker. Nyrefunktionen sættes ud af kraft og hævelser kan opstå i hjernen.

En proces, der er livsfarlig og som bliver yderligere forstærket af, at brugerne ofte indtager stoffet til fester, hvor man danser meget og kroppens temperatur dermed stiger.

Er det vanedannende?

MDMA-stoffer er både fysisk og psykisk vanedannende. Kroppen bliver hurtigt vant til stoffet og den rus, der følger med.

Indtager man det hyppigere end hver anden uge, er det nødvendigt at øge dosis for at opnå den ønskede virkning. Det betyder en større risiko for bivirkninger og skader.

Hvordan ser MDMA ud?

Som ecstasy bliver det ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet ‘E’ eller et dødningehoved.

MDMA fremstår som oftest i krystallinsk form, altså som pulver. Derved indeholder MDMA ofte en højere koncentration af det aktive stof, hvilket samtidig gør det svært at kontrollere indtaget.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter