Slut med adoption fra udlandet: Dansk adoptionsbureau i store økonomiske problemer

Landets eneste adoptionsbureau for internationale adoptioner stopper indtil videre med at tage nye adoptanter ind.

Adoptionsbureauet DIA tager ikke længere adoptanter ind fra årsskiftet. (© (c) DR)

Der er store økonomiske problemer for Danish International Adoption (DIA), og det ser kun ud til at kunne blive værre til næste år.

Derfor har DIA, der er landets eneste formidlingsorganisation for internationale adoptioner, besluttet, at man fra årsskiftet ikke længere tager nye adoptanter ind.

Det skriver organisationen på sin hjemmeside.

- Baggrunden er manglende økonomisk sikkerhed for, at DIA kan føre nye adoptanters sager til ende. Bestyrelsen kan derfor ikke længere påtage sig ansvaret for at tage nye adoptanter ind, lyder det i en nyhed, som er signeret bestyrelsesformand Lars Ellegaard.

De økonomiske problemer skyldes, at antallet af internationale adoptioner i Danmark er faldet drastisk de seneste ti år og væsentligt færre godkendes til adoption.

Forudser større underskud

Det førte også til, at DIA i marts orienterede sine familier i adoptionsprogrammet om, at de var i pengeproblemer, og at processen kunne blive dyrere og længere.

Nu har de så taget beslutningen om, at de ikke økonomisk kan klare at tage flere adoptanter ind.

- Når vi vælger at stoppe med at tage imod nye ansøgere, er det ene og alene fordi, vi som bestyrelse ikke mener, det vil være rigtigt at sætte en adoptionsproces i gang, som vi ikke har en berettiget forventning om også at kunne gennemføre, lyder det fra DIA's bestyrelsesformand som videre skriver.

- Og sådan som de økonomiske udsigter ser ud efter 2020, kan vi forudse et større underskud. Derfor har vi desværre været nødt til at træffe beslutningen om indtil videre at stoppe for nye ansøgere.

Bekymret minister

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) siger til Ritzau, at hun er bekymret over DIA's udmelding.

- Jeg har meget stor forståelse for, at det kan skabe usikkerhed hos mennesker, der venter på at blive godkendt som adoptanter, siger hun og oplyser, at man allerede har bevilliget yderligere driftstøtte i 2020.

Desuden fortæller hun, at Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed, arbejder på en analyse af fremtidens adoptionssystem.

- Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi bedst kan gøre det her i fremtiden, hvor færre børn adopteres til Danmark, og hvor der også er færre ansøgere til adoptioner, siger Astrid Krag til Ritzau.

Organisationen havde 200 aktive sager ved udgangen af 2018.

Hvis du er en af dem, som overvejer at forsøge at adoptere et barn fra udlandet, men som endnu ikke har ansøgt, så vil vi gerne tale med dig. Skriv en mail til journalist Emil Ingvorsen - emii@dr.dk - så kontakter vi dig hurtigst muligt.