Slut med genstridig emballage

Gigtforeningen præsenterer i dag en række retningslinjer for godt design, som skal gøre det lettere at åbne emballage.

Det bliver lettere for folk med gigtplagede hænder at åbne emballager.

Det skal være slut med skruelåg, som ikke er til at vride op, og emballager, der bare ikke er til at åbne.

Derfor har blandt andet Teknologisk Institut og Arkitektskolen Aarhus forsket i, hvordan man kan designe produkter med en større brugervenlighed, skriver 24timer.

En ny vejledning om emballage, som Gigtforeningen har været med til at udforme, bliver i dag præsenteret på en konference i Aarhus.

Fremtiden tegner sig lysere

- Fremtiden tegner lysere for de mange mennesker, der har problemer med at åbne helt almindelige dagligdagsprodukter, fordi emballagen driller, siger Lene Witte, der er direktør i Gigtforeningen.

Det drejer sig om guidelines, der anviser, hvordan det kan blive nemmere at lukke pakker op. Det kan være emballage til fødevarer, f.eks. mælkekartoner og dåser med en trækring, rengøringsmidler og medicinglas.

Hver femte har ofte problemer

Lene Witte mener, at med de nye retningslinjer har industrien ikke længere en undskyldning for at overhøre forbrugernes stemme, og håber, at umulig emballage snart vil være et fortidsminde.

En undersøgelse fra Teknologisk Institut viser, at almindelige danskere ofte har svært ved at åbne emballage. 20 procent af raske danskere oplever problemerne mindst en gang om ugen, og hele 55 procent af danskere med funktionsnedsættelse som eksempelvis gigt har besvær med at åbne emballager dagligt.