Slut med K1, K2 og K3: Farver skal gøre det lettere for boligkøbere at afkode tilstandsrapporten

Sikkerhedsstyrelsens nye bolig-karaktersystem vækker både begejstring og bekymring.

Ud over tilstandsrapporterne reviderer Sikkerhedsstyrelsen også elinstallationsrapporterne, der oplyser om risiko for brand og stød i boliger. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Inden længe er det slut med at kigge efter K1'ere, K2'ere og K3'ere i tilstandsrapporterne, hvis du skal købe hus eller feriebolig.

Fra 1. oktober i år er det nemlig ikke længere bogstaver og tal, men derimod farver, der viser bygningernes tilstand.

En rød farve indikerer, at en skade er alvorlig og skal udbedres snarest, mens en gul farve viser, at reparationen nok kan vente et par år. En mindre alvorlig skade får farven grå, mens en skade bliver sort, hvis den skal undersøges nærmere.

Skadesbeskrivelserne har indtil nu været op til den enkelte byggesagkyndige at formulere, men de bliver fra 1. oktober standardiserede. På den måde skal det blive lettere at sammenligne boliger på tværs.

Og som kronen på værket flytter tilstandsrapporterne over i et digitalt univers, hvor forbrugerne selv kan finde dem med et par klik på musen.

Det oplyser Sikkerhedsstyrelsen, der står bag systemet.

- Forbrugerne havde svært ved at forstå "K"-skaderne. De syntes, at strukturen var ulogisk, og at rapporterne var teksttunge. Hele øvelsen går på at gøre det mere gennemskueligt som forbruger at se, hvad man står med i hånden, siger Stine Pedersen, der er kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

- I dag er det et rigtig gammelt system, der trænger til en opdatering og en fremtidssikring for at fungere, så det er også en del af baggrunden.

Forbrugerråd: 'Det har vi ventet længe på'

Det nye karaktersystem i tilstandsrapporterne er faktisk til gavn for både huskøbere og hussælgere, mener Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

- Det er godt for forbrugerne, at vi får nogle tilstandsrapporter, som er mere umiddelbart forståelige end de nuværende. Det er der brug for, og det har vi ventet længe på, siger han.

Fordi der ofte går længe mellem huskøbene for den gennemsnitlige dansker, er de nuværende kategorier ofte genstand for misforståelser, siger Vagn Jelsøe.

- De typiske misforståelser er, at man tror, at en K3’er er dyrere end en K2'er. Men det behøver den ikke være, for en K3'er kan sagtens være en lille ting af kritisk betydning, mens en K2'er kan være dyrere at reparere, siger han.

Det er især tidsperspektivet ved den nye ordning - hvor en rød farvekode for eksempel viser, at en skade skal ordnes hurtigt, mens en gul måske kan vente et par år - der begejstrer Vagn Jelsøe.

- Det gør det jo lidt lettere at lægge et budget, hvis man får en tilstandsrapport, der viser, hvornår man skal bruge penge på at lave noget ved huset, siger vicedirektøren.

Vagn Jelsøe erkender dog, at en løsning også kunne være at sætte sig ind i "K"-karakterernes betydning.

- Men vi må bare konstatere, at mange mennesker i praksis ikke forstår, hvad det går ud på.

En tilstandsrapport er gyldig i seks måneder, og til og med marts vil nogle boliger derfor stadig have en tilstandsrapport med "K"'-karakter, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen. (Foto: Frederik Orry © (C) DR Nyheder)

'En pædagogisk gevinst'

Hos dem, der står med boligkøberne og boligsælgerne i hverdagen - ejendomsmæglerne - vejer begejstringen over det nye karaktersystem tungest.

- Vi tror faktisk, at det kan give en pædagogisk gevinst, fordi det kan være lettere at forholde sig til, siger Ole Hækkerup, der er direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen vil fejl og skader fortsat blive vurderet ud fra samme retningslinjer, når det kommer til ejerskifteforsikringen, og det er altafgørende for direktøren i Dansk Ejendomsmæglerforening, at indfasningen af det nye system ikke må betyde forsikringsmæssige ændringer for købere og sælgere.

- Den tryghed, man har, når man handler bolig i dag, skal også være der i morgen, siger Ole Hækkerup.

Stor skepsis hos tilsynsbranche

Det er dog ikke alle, der deler begejstringen over systemændringen.

En del af de bygningssagkyndige, der vurderer husenes tilstand og udfylder tilstandsrapporterne, er organiseret i Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter (BFBE).

Her er skepsissen over for det nye karaktersystem til at tage og føle på.

- Ingen har noget imod at modernisere og sætte nye farver og nyt sprog på en rapport, men her laver vi helt grundlæggende om i karaktersystemet, siger direktør Bjørn B. Christiansen.

Han køber ikke forklaringen om, at forbrugerne har svært ved at lure det nuværende K-system. Og fejlprocenten i tilstandsrapporterne er ifølge ham historisk lav lige nu.

- Hvis forbrugerne ikke forstod ordningen, eller hvis der var mange fejl, kunne jeg forstå det. Men den modsatte situation gør sig gældende, siger han.

Og den ændring kan i sidste ende få konsekvenser for forbrugerne, mener Bjørn B. Christiansen. De skal nemlig bruge tid på at vænne sig til og lære at stole på det nye system.

- Nu har vi brugt ti år på at få bragt ordningen i ro. Og nu kan vi så bruge ti år på at starte forfra, siger han.

Også elinstallationsrapporterne vil blive ændret 1. oktober, hvor farverne gul og rød oplyser om risiko for stød og brand, et stoptegn betyder ulovlige installationer, og et spørgsmålstegn betyder, at installationen skal undersøges nærmere.

Facebook
Twitter