Slut med opholdsforbud på Island Brygge: Nu skal folk opholde sig i store felter

Københavns Politi forlænger ikke opholdsforbuddet på Islands Brygge. I stedet er ny løsning klar.

Københavns Politi har besluttet ikke at forlænge det midlertidige opholdsforbud på Islands Brygge i København.

Dermed er det fra midnat igen muligt for hovedstadens borgere at tage ophold i det populære område.

Der er dog ikke dømt fri leg.

Politiet afmærker felter på cirka 40 m2, hvor man højst må være 10 personer.

- Vi ønsker alle at holde byens åndehuller åbne for københavnere og byens gæster. Men det bliver nødt til at foregå i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Derfor forsøger vi nu at gå nye veje for at gøre det lettere for folk at overholde reglerne, så vi kan færdes i byens grønne områder uden at komme for tæt på hinanden, siger overborgmester i København Frank Jensen.

Forbuddet på Islands Brygge blev indført den lørdag 25. april, da det blev vurderet, at for mange mennesker opholdt sig på den solbeskinnede havnekaj.

Flere områder under opsyn

Opholdsforbuddet udløste en bøde på 2.500 kroner, og politiet havde bødeblokken fremme 15 gange allerede i den første weekend med forbuddet.

Udover de afmærkede felter vil der bliver opsat plakater i området, mens kommunale medarbejdere vil være til stede for at guide borgerne på Islands Brygge.

- Vi sætter pris på, at Københavns Kommune sætter gang i dette initiativ, som bakker op om sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Vi håber, at det vil gøre det muligt at holde havnefronten åben på forsvarlig vis. Hvis ikke det er tilfældet, er vi parate til at genindføre opholdsforbuddet, siger politidirektør Anne Tønnes.

Islands Brygge bliver i stedet for en forbudszone nu en advarselszone, hvor politiet fører ekstra meget opsyn.

Udover Islands Brygge er der advarselszone på Dronning Louises Bro, Gøteborg Plads og fra i dag også Amager Strandpark, midterrabatten på Sønder Boulevard på Vesterbro og en del af Fælledparken.