Slutdato for vacciner er rykket til 22. august: Se din vaccinationstid her

Vaccineplanen er ændret 3. maj. Klik og se, hvornår du kan forvente at få stikkene.

Vaccinerne fra både Johnson & Johnson og AstraZeneca er nu ude af det danske vaccinationsprogram.

Sjældne alvorlige bivirkninger gør, at millioner af mulige vaccinedoser ikke længere skal bruges til at vaccinere med.

Sundhedsstyrelsen har derfor 3. maj lavet markante ændringer i sin vaccinationskalender.

Ifølge den nye plan betyder det især længere ventetid på at blive inviteret til vaccination for personer under 40 år.

Slutdatoen, hvor alle voksne har fået tilbudt det sidste stik vaccine, er i planen sat til 22. august.

Tast dine oplysninger nedenfor og se, hvornår din gruppe skal vaccineres ifølge den nye plan.

Sundhedsstyrelsens plan består nu af 16 grupper, som man prioriterer vaccinerne efter:

Der blev lavet større ændringer i planen den 17. marts, da man blandt andet delte den store gruppe af personer under 65 år op i mere specifikke aldersgrupper.

En del af ændringerne er også, at Sundhedsstyrelsen har lukket for nye henvisninger til målgruppe 5, som er personer over 65 i særligt øget risiko for at blive alvorligt syge.

Læger vil i en kortere periode stadig kunne henvise en lille håndfuld til gruppen, men styrelsen skriver, at langt de fleste i gruppen allerede er blevet enten henvist til vaccination eller vaccineret.

I fremtiden vil gruppen kun være åben for personer under 65 år, der er så syge, at de ikke kan vente på at blive vaccineret sammen med resten af deres aldersgruppe, skriver Sundhedsstyrelsen.

Samtidig vil folk med samfundskritiske job nu heller ikke komme foran i køen. De bliver også vaccineret efter alder.

Alt efter din situation er det sundhedsmyndighederne, din arbejdsgiver, læge eller kommune, der bestemmer din gruppe.

Planen kan blive ændret, hvis der for eksempel bliver leveret flere eller færre vacciner end forventet.

Når du har mulighed for booke tid til første vaccination, vil du få et brev i din e-boks.

Der er tale om millioner af stik, og vaccinen skal også gives af to omgange med tre af de fire godkendte vaccinetyper.

Derfor bliver der i takt med udrulningen brug for mere og mere plads for at kunne massevaccinere.

Allerede nu er de første vaccinationscentre taget i brug rundt om i landet.

I kortet kan du se, hvor regionerne er gået i gang eller lige nu har planer om regionale centre.

Du kan høre meget mere om vaccinerne i DRs nye podcast 'Stikket dybere':

Rettelse d. 19/3: Formuleringen "alle danskere" er ændret til "alle voksne i Danmark".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk