Små bøder for dødsulykker

Arbejdsgivere slipper med for små bøder, når medarbejderne dør på grund af livsfarligt arbejde, mener fagforeningen 3F.

Cirka 60 mennesker hvert år dør på danske arbejdspladser, skriver fagbladet 3F. (© colourbox)

Når ansatte omkommer på grund af livsfarligt arbejde, så får arbejdsgiveren højst en bøde.

Siden 1996 er der givet i alt ni bøder på mere end 100.000 kroner for farligt arbejde og død på jobbet. Det viser en opgørelse fra Arbejdstilsynet, skriver fagforeningen 3Fs fagblad.

De to arbejdsgivere, der er straffet hårdest, har fået bøder på 300.000 kroner. Begge tilfælde er fra byggebranchen, og i det ene tilfælde døde en 19-årig arbejdsdreng.

Skal give fængselsstraf

Folketinget vedtog sidste år, at der skal falde højere bøder for farligt arbejde. Men forbundet 3F mener, at det også skal kunne koste en fængselsstraf til arbejdsgiveren, hvis de ansatte omkommer på grund af forholdene på arbejdspladsen.

- Flere bilister, som har kørt folk ihjel, er sendt i fængsel. Lov om arbejdsmiljø giver samme mulighed via straffeloven som færdselsloven. Blot én fængselsdom for drab på job vil give rungende genlyd og have langt større effekt end tusind bøder, siger næstformand i 3F, Steen Andersen, til fagbladet.

Facebook
Twitter