Små mejerier, røgerier, bagerier og sylterier skyder op over hele landet. Og vi betaler gerne ekstra for gode råvarer og tanken om at støtte de små samfund.
Men bærrene i Smagen af Læsøs marmelader behøver ikke være fra Læsø, og sildene fra Christiansø er ikke nødvendigvis fanget i farvandet ud for Bornholm, skriver Helse.
Det er falsk markedsføring, mener foreningen Aktive Forbrugere.
- Så kan man jo som forbruger ikke længere stole på, at en eller anden egnsoprindelse faktisk er et kvalitetsstempel eller et smagsstempel som noget, der er anderledes eller specielt, siger Klaus Melvin Jensen til Radioavisen.
Stammer fra Canada
Og det er det konkrete eksempel med firmaet Smagen af Læsø, der har fået ham op af stolen. Her koster et glas marmelade rask væk 50 kroner - selv om bærrene for eksempel i een variant stammer fra Canada.
Men det er der en naturlig forklaring på, siger medejer og direktør Jens Tofting.
- Det, der er vigtigt for os, det er at lave kvalitetsprodukter. Og nogle af de ting, vi bruger, er ting, der ikke kan gro i Danmark.
Jens Tofting peger i stedet på, at alle deres produkter er lavet på Læsø og med opskrifter fra Læsø.
Men den holder ikke over for forbrugerne - hvis det hedder Smagen af Læsø, så skal det være fra Læsø, mener Klaus Melvin Jensen.
- Når man skriver det så direkte på den måde, så synes jeg ikke, det kan tolkes anderledes. At sige noget andet det er ligesom at ville komme med en forklaring om, at det måske ikke helt passer.
Kritiske forbrugere
Hos Smagen af Læsø har man ifølge Jens Tofting ikke mødt problemet før - og han har mere tiltro til forbrugernes kritiske sans.
- Hvis man som forbruger kender Læsøs størrelse, så kan man jo sige sig selv, at så meget kan der ikke vokse på en lille ø. Vi har jo også en økologisk serie af krydderier, og karry ved alle, at det kan ikke gro i Danmark. Ligesom ingefær og paprika og forskellige andre ting.