Et patientundervisningsforløb og minimum tolv timers træning med en fysioterapeut kan i mange tilfælde få bugt med smerter i knæ og hofte på grund af slidgigt.
Det viser en evaluering af den såkaldte GLA:D-træning, som forskere fra Syddansk Universitet har lavet.
GLA:D står for Godt Liv med Artrose (slidgigt) i Danmark, og er siden 2013 blevet tilbudt i hele landet til patienter med slidgigt.
Specifik træning
- Generelt er træning rigtigt godt, men GLA:D-træning sigter specifikt mod at genskabe kontrollen med ens bevægelser i dagligdags funktioner. Hvis du for eksempel skal gå på trapper eller rejse dig fra en stol. Selvfølgelig får du stærkere muskler, men det handler især om at lære at bevæge sig på den rigtige måde, forklarer Søren Thorgaard Skou, der forsker og lektor på SDU.
I dag har 22.000 gennemført et træningsforløb, og langt de fleste oplever færre smerter, tager mindre medicin og får en generelt højere livskvalitet, viser evalueringen.
Et bedre liv
En af dem, der har gennemført forløbet, er 69-årige Ulla Grund Thomsen fra Næstved. Hun har altid været aktiv og dyrket meget motion, men fra den ene dag til den anden fik hun smerter i især det ene knæ, som hævede voldsomt op. Pludselig kunne hun kun sidde ned.
- En ortopædkirurg henviste mig til at få et nyt knæ, og det var jeg fuldstændig målløs over. Det var jo kommet lige pludselig, så det havde jeg slet ikke forventet. Jeg ved godt, at operation er nødvendigt for nogen, men jeg var bare slet ikke interesseret i det.
I stedet blev hun tilbudt et GLA:D-forløb, og træningen gav hurtigt resultater.
- Efter den første træningsdag kunne jeg gå på en knoldet mark uden at få ondt i knæet. Det var jo fantastisk. Jeg er så motiveret til at fortsætte.
Gik 13 kilometer
En anden begejstret patient er 68-årige Leif Bækgaard fra Glumsø. Også for ham har træningen gjort en stor forskel.
- Jeg står glad op hver dag og svinger benene ud over sengekanten. Det kunne jeg ikke før. Hver gang jeg vendte mig i sengen, så gjorde det ondt, og når først man skal have en stok med i seng, så er det langt ude.
I dag er hans smerter forsvundet.
- Jeg kan ikke løbe omkring, men nu kan jeg have et normalt liv – uden smerter, forklarer han.
Og træningen skulle virkelig stå sin prøve på en tur til Berlin, tilføjer Leif Bækgaard.
- Vi gik otte kilometer den ene dag og tretten kilometer den anden. Det kunne jeg sagtens. Jeg var træt selvfølgelig og gik ikke på tredjedagen. Men jeg havde ikke ondt.
Gavnligt for sygdomme
GLA:D-træning virker for alle aldre, men den typiske patient er en overvægtig kvinde på 65 år, viser evalueringen. Det betyder, at træningen også gavner på andre parametre, forklarer Søren Thorgaard Skou.
- Træning er ikke kun godt for knæ og hofte – der er en lang række sygdomme, som træning er gavnligt for eller forebygger. Mange af de her patienter lider af andre kroniske sygdomme, så ved at de kommer i gang med træning af knæ og hofte, så kan vi faktisk også behandle deres diabetes, deres hjertekarsygdomme og depressioner, siger han.