Smitten blusser op igen: 'Det handler mere om at slukke brande end at stoppe en anden bølge'

Det handler om at gå aggressivt til værks for at undgå, at bål udvikler sig til store brande, siger ekspert.

Både herhjemme og i udlandet er der i øjeblikket flere udbrud med coronavirus, som opspores ved blandt andet at tilbyde lokale tests. Her er vi i Hjørring.

Kan der være en anden bølge af coronavirus på vej?

Det er et spørgsmål, der trænger sig på, efter der både herhjemme og i udlandet er set flere udbrud med coronavirus, efter smitten mange steder har været banket godt i bund.

Og det er en hel reel bekymring, hvis man spørger Anders Fomsgaard, der forsker i virus ved Statens Serum Institut (SSI).

- Betingelserne er til stede. 98 procent af den danske befolkning har ingen antistoffer og er modtagelige overfor smitte, siger han til P1 Morgen og tilføjer:

- Og så har vi at gøre med en virus, der er næsten perfekt. Den smitter jo meget let, og det er en zoonose,hvilket betyder, at det er en virus, der smitter mellem dyr og mennesker.

I løbet af de seneste uger er der flere steder opstået udbrud med coronavirus. I Tyskland er to regioner lukket ned, efter at flere hundrede slagteriarbejdere er blevet testet positive.

Skolebørn i den kinesiske hovedstad, Beijing, er atter sendt hjem, efter at der er opstået et udbrud, der tilsyneladende har sit arnested på et madmarked i byen.

Der er konstateret smitte på flere institutioner og en minkfarm i Hjørring Kommune.

Herhjemme ser vi også lige nu flere forskellige udbrud. Særligt det i Hjørring Kommune, hvor et plejecenter, flere skoler og en minkfarm er ramt af smitte, har været meget omtalt, og i nabokommunen Frederikshavn, hvor en minkfarm også er smittet.

Samtidig har der været smitte med ombord på et fly fra Pakistan, der landede i København for godt 14 dage siden, og en lille håndfuld med relation til den 15.000 personer store Black Lives Matter-demonstration i København, er konstateret smittet.

Fra epidemi til udbrud

I Sydkorea, der hurtigt blev en slags skoleeksempel på effektiv test og smitteopsporing, betegner man i øjeblikket et udbrud i hovedstaden Seoul som en decideret anden bølge. Det er selvom, at smittetallene i byen stadig er voldsomt beskedne.

Anders Fomsgaard er dog ikke så bekymret for, at der skal kæmpes mod en decideret bølge af et stort udbrud, der kommer til at rulle ind over Danmark i løbet af efteråret.

- Jeg tror mere på noget, som kan kalde en sankthansbål-model, hvor vi ser små udbrud. De små brande kan der komme flere og flere af, og de kan være større eller mindre og til sidst flyde samme. Det er mere sådan et billede, jeg ser for mig.

- Det kan være, at vi kan kalde det en anden bølge hist og pist. Vi kan også kalde det brandslukning.

Når vi er gået fra en epidemi, hvor smitten har spredt sig i det danske samfund, til de mindre og mere kontrollerbare udbrud, skyldes det ifølge Anders Fomsgaard, at vi i Danmark har været gode til at få smitten under kontrol.

- Det er jo supervigtigt, at vi fortsat overholder de retningslinjer, der virker: God hygiejne, holde afstand og undgå store forsamlinger, siger han.

Når der i øjeblikket ikke er meget udbredt smitte i samfundet, gør det også, at det bliver mere tydeligt, når der lige pludselig er et udbrud i gang.

- Så vi har en chance for at få øje på dem og agere hurtigt. Det er der, hvor andre mener, at der er potentiale for en anden bølge. Men der er også potentiale til, at vi kan slukke dem en ad gangen med en aggressiv tilgang.

Styrelsen for Patientsikkerhed har for nylig iværksat en mere målrettet smitteopsporing. Det betyder, at de der konstateres smittet med coronavirus, bliver ringet og spurgt ind til deres gøren og laden. Herefter hjælper styrelsen med at finde frem til dem, der har været i smittefare.

Kan styrelsen ikke finde frem til de enkelte personer, bliver det meldt bredt ud - som efter Black Lives Matter-demonstrationen - hvor de på et pressemøde opfordrede deltagere til at blive testet, efter at der var konstateret et smittetilfælde. Styrelsen er for eksempel også gået i dialog med Hjørring Kommune og hjælper med anbefalinger til at komme udbruddet til livs.

Minkfarme bekymrer

Der er dog nogle smittede, som styrelsen ikke kan ringe op. De kan heller ikke bede dem om at holde afstand og nyse og hoste i ærmet. Nemlig mink.

- Lige nu er jeg bekymret over de her minkfarme, for det er 10.000 virusproducenter på sådan en virusfabrik, siger Anders Fomsgaard.

Det har gennem flere måneder været kendt, at kattedyr kunne blive smittet med virusset.

I sidste uge blev der så for første gang konstateret coronavirus blandt mink på danske farme. Det har medført, at de mange tusinde mink på de enkelte farme bliver slået ned.

Samtidig har Fødevarestyrelsen i samarbejde med Statens Serum Institut iværksat en screening af danske minkfarme. Det betyder, at mink på 120 farme landet over i disse dage bliver testet for coronavirus og for antistoffer mod virusset.

- Det bliver der så taget hånd om nu, siger Anders Fomsgaard, der dog mener, at der stadig skal være fokus på, at dyr ikke går rundt som smittebærere.

- Det er bare for at understrege, at der kan være et dyrereservoir af det her virus, der gør, at vi ikke kan slippe af med det, siger han.

Facebook
Twitter