Smitteopsporing skrues op efter kritik: Nu skal der ringes flere gange til flere smittede

Sundhedsministeren har erkendt, at smitteopsporingen ikke har fungeret godt nok i december.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er puklen af sager med smittede fra december nu væk. Det skyldes dog også, at mange af de smittede nu er raske, hvorfor sagerne er lukket. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk © Dr)

Styrelsen for Patientsikkerhed fik meget travlt i december, da coronasmitten begyndte at stige.

Faktisk fik de så travlt, at de ikke kunne nå at ringe til alle de nye smittede.

Det har Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporingen, fået kritik for i flere omgange af både borgere, eksperter og politikere.

Tirsdag under pressemødet om nye restriktioner erkendte sundhedsminister Magnus Heunicke, at smitteopsporingen ikke fungerede godt nok i december.

Nu svarer Styrelsen for Patientsikkerhed så på kritikken. Ifølge Birgitte Drewes, der er vicedirektør i styrelsen, var der simpelthen ikke nok til at ringe rundt til de mange smittede og nære kontakter.

- Antallet af smittede voksede meget hurtigere, end vi kunne nå at oplære folk, så vi var bagud fra starten af december.

Siden er der ansat flere end 800 nye medarbejdere, så man i alt har omkring 2.000 til smitteopsporing. I september sidste år havde man færre end 100 ansatte.

I er jo blevet kaldt amatører og klamhuggere. Hvad siger I til den kritik?

- Jeg har mange virkelig dygtige medarbejdere, der hver dag leverer et kæmpestort stykke arbejde. Jeg mener ikke, at vi er amatøragtige, men døgnet har det antal timer, det har. Og vi skal heller ikke gå på kompromis med kvaliteten af samtalerne, fortæller Birgitte Drewes.

Folk tager ikke telefonen

Smitteopsporingen står med to centrale udfordringer. Den første er, at nogle borgere ikke skriver deres telefonnumer, når de bestiller tid til test på coronaproever.dk.

- De ressorucer, der bruges på at lede efter telefonnumre, kunne bruges til at ringe til smittede i stedet, siger Birgitte Drewes.

Den anden store udfordring er, at folk simpelthen ikke tager telefonen, når smitteopsporingen ringer.

Indtil nu har praksis været, at smitteopsporingen ringede tre gange til en smittet. Hvis ikke de kunne få kontakt, gik man videre til næste. Det ændrer man nu.

- Vi vil nu ringe flere gange til de smittede, der ikke tager telefonen. Vi taler med en mindre del af de nære kontakter, fordi de smittede ofte selv orienterer dem. Men dem ringer vi også til flere gange nu, hvis ikke de tager telefonen, fortæller Birgitte Drewes.

Man skal jo vise sygesikring, når man får taget test. Hvorfor er der ikke også krav om, at man skal aflevere telefonnummer?

- Den kobling mellem telefon og person, den er ikke etableret. Det er rent praktisk logistikken. Folks telefonnumre står ikke i cpr-registeret, siger Birgitte Drewes.

Se hende svare på kritikken i videoen her. Artiklen fortsætter under videoen:

Døgnet har kun 24 timer

Derudover vil det såkaldte isolationsopkald også blive en fast del af styrelsens værktøjskasse. Man har indtil nu kun på stikprøvebasis ringet smittede op igen nogle dage efter første opkald, hvor de har fået besked om, at de er smittede.

Her hører man om, hvordan det går med selvisolationen, og om den smittede har brug for bistand fra kommunen til for eksempel isolationsfaciliteter.

- Det har vi haft god gavn af, og det vil vi gerne udvide, siger Birgitte Drewes.

Hvorfor har I ikke gjort det her noget tidligere?

- Rammerne for vores arbejde er jo de politiske aftaler, der siger, hvordan vi varetager smitteopsporingen. Der er der nogle forudsætninger for, hvilke opgaver der indgår, siger hun.

Ikke ringet op

I december blev der for alvor skruet op for, hvor mange danskere, der bliver coronatestet. Det blev der blandt andet med hurtigtest hos private udbydere som for eksempel Falck.

Her har flere oplevet, at de aldrig blev ringet op af smitteopsoringen. Ifølge Birgitte Drewes kan det skyldes, at de har opgivet et forkert telefonnummer.

- Vi får indberetninger ind fra de private udbydere. Og dem vi får ind, dem ringer vi til.

Ifølge vicedirektøren er efterslæbet fra december væk, og man taler i øjeblikket med flere smittede, end der testes positive hver dag.

Det skyldes dog ikke kun de mange nye medarbejdere, men også at de mange smittede nu ses som raske, fordi der er gået mere end 14 dage.

- Vi lukker sager efter 14 dage, hvis ikke vi har fået kontakt. Puklen der opstod i midten af december er ved at forsvinde ud af vores tal.

Mens der i midten af december dagligt blev registreret flere end 4.000 nye smittede, var tallet i dag 1.842.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter