Smittet med brasiliansk coronavariant er blevet 'intensivt udspurgt' af myndighederne

Styrelsen for Patientsikkerhed har ingen grund til at tro, at der er flere smittetilfælde herhjemme i øjeblikket.

Det første tilfælde af den brasilianske coronavariant P1 blev i dag fundet i Danmark (Arkiv). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Den smitsomme brasilianske variant af coronavirus med navnet P1 er fundet i Danmark. Men foreløbig er situationen under kontrol.

Sådan lyder beskeden her til aften fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Efter at myndighedens mest erfarne folk i løbet af dagen har efterforsket og undersøgt smittekæder og rejseaktivitet.

Det siger enhedschef Charlotte Hjort.

- Vi har ikke grund til at tro, at der er flere smittetilfælde i øjeblikket, siger Charlotte Hjort, der forklarer, at de involverede er blevet 'intensivt udspurgt' om rejseaktivitet.

Det gælder selve den smittede, nære kontakter samt endda nære kontakters nære kontakter.

Fokus på særlig variant

Tidligere i dag oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at det første tilfælde af den brasilianske coronavariant P1 er fundet i Danmark.

Sammen med den britiske og den sydafrikanske mutation er den brasilianske en af de varianter, der er særligt fokus på, da den frygtes at være mere smitsom.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er varianten fundet hos en person i Region Hovedstaden.

Styrelsen vurderer, at situationen er så meget under kontrol, at det ikke er nødvendigt at stemme dørklokker og teste naboerne i det område, hvor smitten er fundet.

Overlæge Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut fortæller, at den brasilianske variant formentlig ikke er lige så smitsom som den britiske variant.

- Den er på niveau med den sydafrikanske og har nogenlunde de samme egenskaber. Blandt andet øget smitsomhed. Men ikke nær så meget som den engelske, som vi kender så godt, siger Anders Fomsgaard.

Variation kan smitte raske igen

Til gengæld har den brasilianske gæst en anden kedelig side: Den er mere modstandsdygtig over for vaccinernes antistoffer. Og et udbrud fra den brasilianske by Manaus tyder på, at P1 endda kan gensmitte patienter, der har haft corona.

- De gode nyheder fra verdenssundhedsorganisationen er dog, at de godkendte vacciner er virksomme. Inklusive mod den sydafrikanske samt denne brasilianske variant. Det kan være, at effekten er nedsat, men de vil stadig beskytte mod alvorlig sygdom og død, siger overlæge Anders Fomsgaard.

Mutationen lyste op i en prøve, der blev analyseret hos Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Senere skal den første, danske P1-prøve analyseres ned til sidste DNA-streng hos professor Mads Albertsen fra Aalborg Universitet.

På den måde kan smittekæden med stor sikkerhed spores fra person til person.

- Vi har titusindvis af varianter i landet hele tiden. Men denne specifikke variant er bekymrende nok til, at de førende forskere i verden siger, at den vil vi ikke have i samfundet, siger Mads Albertsen, der er professor i biovidenskab.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk